Energi og forsyning

En del af lokalplanområdet, matr. nr. 15l, er en eksisterende erhvervsejendom med bebyggelse og realiseret forsyning. For de øvrige arealer gælder, at der er tale om eksisterende landbrugsjord, der forudsætter gennemførelse af ny byggemodning og forsyning.

Energiforsyning

SEAS/NVE er netselskab og elleverandør i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Der kan frit vælges elleverandør. Elleverandørselskabet er det selskab, der sælger el til slutbrugerne.

Varmeforsyning

I en mindre del af området, ved eksisterende erhvervsejendom, er der tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning, idet der er gas i området. Opvarmning må ikke ske ved etablering af oliefyr (supplerende opvarmning skal opfylde kravene for dispensation til fritagelse for tilslutning til kollektiv varmeforsyning jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg, BEK nr. 690 af 21. juni 2011, § 15 stk. 2.).

Den resterende del af området ligger uden for kollektivt varmeforsyningsområde.
Bygningsopvarmning skal ske som individuel opvarmning og i henhold til den enhver tid gældende varmeplan for Holbæk Kommune. Opvarmning skal baseres på vedvarende energi.

Note*: Jf. planlovens §19 stk. 4 skal byrådet dispensere fra en lokalplans bestemmelser om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, når bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse. Ved lavenergibebyggelse forstås bebyggelse, der på tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen opfylder de energirammer for energibygninger, der er fastsat i bygningsreglementet.

Vandforsyning

Området forsynes med vand fra Svinninge vandværk, og ny bebyggelse forudsætter tilslutning til ovennævnte vandværk.

Regn- og spildevand

En del af området er separatkloakeret, på det delareal, hvor der er realiseret eksisterende erhvervsbebyggelse. For den øvrige del af lokalplanområdet skal der laves et tillæg til spildevandsplanen, der ligeledes foreskriver, at området skal separatkloakeres.
Overfladevand skal nedsives eller ledes til regnvandssystemet. Hvor der sker håndtering eller oplag af stoffer og materialer, der kan forurene grundvandet, skal der gøres tekniske tiltag for at forhindre dette, eksempelvis ved udførelse af tæt belægning, der sikrer, at der ikke kan ske nedsivning.

Tilladelse til kloaktilslutning skal søges hos Holbæk Kommune.

Spildevandsanlægget skal etableres på privat anledning, og det kræver Byrådets godkendelse. Det forventes, at det udførte kloakanlæg kan overtages af Fors A/S på visse vilkår. Tilslutning og overtagelse skal betragtes som et hele i forbindelse med tilladelsen til udførelsen.
Over matr. nr. 15b løber eksisterende regn- og spildevandsledning. Evt. omlægning af ledning ved realisering af ny bebyggelse skal aftales med Fors A/S.

Inden kloakanlægget udføres, skal der være truffet en aftale mellem Byrådet og den, der lader anlægget udføre, om den økonomiske afregning i forbindelse med Fors´ overtagelse af anlægget. Herunder skal der træffes aftale om kloaktilslutningsbidrag og eventuel godtgørelse for anlæggets værdi. Der skal yderligere træffes aftale om dimensioneringen af anlægget, før det eventuelt kan overtages af Fors.
Der er Fors A/S, der afgør, om det ønsker at overtage et privat fælles spildevandsanlæg.

Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.

Affald og genbrug

Affald bortskaffes i henhold til ”Erhvervsaffaldsregulativ” for Holbæk Kommune.

Telekommunikation

Ny bebyggelse kan tilsluttes kabelnet, fibernet eller lignende fælles signalanlæg.