Energi og forsyning

I pågældende lokalområde skal forsyningsforhold etableres inden byggemodning, herunder anlægning af eksempelvis el- og vandledninger.

Energiforsyning

Elforsyning
Området elforsynes af seas-nve (www.seas-nve.dk).

Varmeforsyning

Området ligger delvist inden for kollektivt varmeforsyningsområde. I henhold til foregående varmeplanlægning er delområde I, II og III udlagt til gasforsyningsområde, og skal derfor forsynes af naturgas.

Bygningsopvarmning inden for den resterende del af området skal ske som individuel opvarmning, og i henhold til den enhver tid gældende varmeplan for Holbæk Kommune. Opvarmning skal baseres på vedvarende energi.

Note*: Jf. planlovens §19 stk. 4 skal byrådet dispensere fra en lokalplans bestemmelser om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, når bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse. Ved lavenergibebyggelse forstås bebyggelse, der på tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen opfylder de energirammer for energibygninger, der er fastsat i bygningsreglementet.

Vandforsyning

Området forsynes med vand fra Vipperød Vandværker bestående af 2 værker beliggende på Nybyvej og Sandbakkevej.
Vipperød vandværker har en indvindingstilladelse til at indvinde i alt 180.000 m3. fordelt på 90.000 m3 på hvert værk. Vandværker udnytter kun i alt 160.000 m3 af indvindingsmængden, så der er stadig vand til at forsyne det nye boligområde.
På en del af området er der tinglyst en servitut vedrørende vandledninger, jf. afsnittet nedenfor om servitutter.

Regn- og spildevand

Der foreligger en gældende spildevandsplan for den sydlige del af lokalplanområdet. Området skal spildevandskloakeres. For den nordlige del af området skal der udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen.
Det forventes, at det udførte anlæg kan overtages af Fors A/S på visse vilkår.
Der etableres et regnvandsbassin indenfor lokalplanområdet. Regnvandsbassinet skal fungere som et teknisk bassin, men skal tage hensyn til herlighedsværdien i boligområdet. Det skal derfor fremstå som en naturlig sø. Fors A/S ejer og drifter bassinet.
I den nordlige ende er der mulighed for at lave mindre regnvandsbassiner på de grønne arealer. Regnvand kan nedsives på egen grund, hvis jordbundsforholdene tillader dette. Anlægget skal tilpasse sig terrænets naturlige fald og placeres således, at det tilledte vand kan ledes væk uden ulempe for installationer, byg­ninger og naboer. Vejvand skal ligeledes nedsives efter gældende forskrifter. Der skal søges om nedsivningstilladelse hos Holbæk Kommune.

Der tages stilling til den konkrete afled­ning af regnvand gennem en eventuel byggeansøgning. Tilladelse til kloaktilslutning skal søges hos Fors A/S.

Holbæk Kom­mune er myndighed på spildevandsområdet.
Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.

Affald og genbrug

Affald bortskaffes i henhold til ”Regulativ for bortskaffelse af hus­holdningsaffald” samt ”Erhvervsaffaldsregulativ” for Holbæk Kom­mune.

Telekommunikation

Ny bebyggelse kan tilsluttes kabelnet, fibernet eller lignende fælles signalanlæg.