Lokalplanens indhold

Lokalplanområdet udlægges til centerformål med mulighed for etablering af dagligvarebutik, benzinpåfyldningsanlæg og restaurant, café, kontor eller liberalt erhverv. Lokalplanen giver mulighed for, at dagligvarebutikken kan opføres med et butiksareal på op til 1000 kvm. Herudover kan der opføres op til 200 kvm bruttoetageareal til personalefaciliteter.

Placering af byggeri
Ny bebyggelse til dagligvarebutik, restaurant, café, kontor eller liberalt erhverv skal placeres inden for de byggefelter der er vist på kortbilag 5. Ny bebyggelse til benzinpåfyldningsanlæg kan placeres inden for delområde I som vist på kortbilag 5. Den planlagte dagligvarebutik placeres i den nordlige del af planområdet tæt på et større boligområde. Parkering etableres syd for butikken. Lokalplanen sikrer at vareindlevering og indgang for bløde trafikanter i videst muligt omfang holdes adskilt. I den sydlige del af planområdet kan etableres restaurant, café, kontor eller liberalt erhverv.

Beplantning
Lokalplanen fastsætter bestemmelser for den eksisterende beplantning langs Valdemar Sejrsvej. Der er på nuværende tidspunkt et sammenhængende vildt levende hegn langs med den sydlige del af Valdemar Sejrsvej. Denne beplantning passerer forbi planområdet. For at sikre indsigtsmuligheder til butikkerne i planområdet, tillades fældning af det levende hegn på nær en række trægrupper specificeret på kortbilag 5. Trægrupperne og træerne placeres forskudt, så udtrykket fra det tilbageblivende levende hegn videreføres. Lokalplanen giver mulighed for, at der gives tilladelse til, at syge eller uegnede træer fælles og erstattes af nye.

Adgang og parkering
Virksomhederne i planområdet får vejadgang fra Spånnebæk. Lokalplanen fastsætter bestemmelse om at der skal etableres 1 parkeringsplads pr. 25 kvm bruttoetageareal til dagligvarebutik. Herunder skal opføres handicapparkeringspladser nær butikkens indgang. Restaurant, café, kontor eller liberalt erhverv skal opføre 1 parkeringsplads pr. 50 kvm bruttoetageareal.