Lokalplanens indhold

Området, som udlægges til erhvervsformål, er beliggende ud mod Omfartsvejen med adgang dels fra Omfartsvejen og dels via Skydebanevej. Området er en del af et sammenhængende bælte af arealer udlagt til erhvervsformål langs Omfartsvejen i kommuneplanen. Lokalplanområdet overføres med lokalplanen til byzone.

Områdets anvendelse

Erhvervsudøvelse inden for området må være i miljøklasse 2-4. Afstanden fra virksomheder til boliger reguleres af miljøbeskyttelsesloven.

Læs mere om miljøklassificering i ” Håndbog om Miljø og Planlægning - boliger og erhverv i byerne”, på Naturstyrelsens hjemmeside, naturstyrelsen.dk - http://www2.sns.dk/udgivelser/2004/87-7279-588-3/html/kap03.htm

Miljøklasse 2-3 omfatter f.eks. bogbinderier, elektronikvirksomheder, laboratorier, håndværksprægede virksomheder og visse servicevirksomheder, med en anbefalet afstand til boliger på 20-50 m.

Miljøklasse 4 omfatter f.eks. levnedsmiddelfabrikker og mindre overfladebehandlende virksomheder, herunder autolakkerier, med en anbefalet minimumsafstend til boliger på 100 m.

Områdets udformning

Områdets overordnede landskabelige udformning bygges op af en beplantning bestående af levende hegn, som opdeler området i 5 store stykker. De levende hegn, som opdeler området skal ses sammen med de levende hegn som afgrænser området, og den karaktergivende allé midt i området.

Langs de levende hegn og alléen i midten af området kan der etables grøfter til brug for afledning af regnvand.

For at fremhæve alléen som et karaktergivende element udlægges en byggelinje langs den interne vej i en afstand af 10 m fra vejens midte.

Mod Omfartsvejen udlægges et 20 m bredt skærmende beplantningsbælte bestående af lav beplantning med fritstående grupper af træer. Det er intentionen, at beplantningsbæltet skal være et karaktergivende og samlende motiv langs Omfartsvejen.

Beplantningsbæltet skal udformes med en tæthedsgrad, som giver lejlighedsvis mulighed for indsyn til erhvervsbyggeriet og det bagvedliggende landskab. Beplantningsbæltet bør vedligeholdes gartnermæssigt korrekt, herunder kan foretages tynding og udrensning samt beskæring, men ikke topkapning.

Lav beplantning og levende hegn skal være for eksempel Tjørn, Syren, Bærmispel og Buskroser. Træer og trægrupper skal være af for eksempel Eg, Ahorn og Røn.

I områdets udstykning ønskes indlagt en fleksibilitet således, at der både er mulighed for salg af mindre grunde ned til 2000 m2 og op til store grunde på f.eks. 2 ha. Se anvendelsesplanen, kortbilag 2.

Områdets vejadgang sker via Skydebanevej fra Omfartsvejen. Alléen midt i området giver vejadgang til de enkelte ejendomme i området fra Skydebanevej.

Den eksisterende bebyggelse vil, indtil overgangen til erhvervsformål, benytte den eksisterende vejadgang fra Omfartsvejen.

Erhvervsbebyggelse må opføres med 2½ etage i op til 11 meters højde. Bebyggelse skal underordne sig det overordnede landskabsarkitektoniske princip. Bebyggelsen tænkes som simple volumener med saddeltag eller fladt tag. Farvesætningen inden for området skal være inden for skalaen jordfarve og disses blanding med sort og hvid.