Energi og forsyning

Tværs over arealet i den sydlige del indenfor matr. 2n løber en kloakledning (jf. kortbilag 2), som der skal tages hensyn til. Fors A/S er ejer af ledningen. Bebyggelse, større træplantninger, større opfyldninger, udgravninger og anbringelse af hegn parallelt med ledningerne må ikke ske inden for et bælte i en bredde på 2 meter til hver side af et lodret plan gennem ledningerne.

Energiforsyning

SEAS/NVE er netselskab og elleverandør i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Der kan frit vælges elleverandør. Elleverandørselskabet er det selskab, der sælger el til slutbrugerne.

Varmeforsyning

Området ligger uden for kollektivt varmeforsyningsområde. Bygningsopvarmning skal ske som individuel opvarmning og i henhold til den enhver tid gældende strategiske varmeplan for Holbæk Kommune. Opvarmning skal baseres på vedvarende energi.

Hvis det ønskes at etablere kollektiv forsyning, skal der udarbejdes et projektforslag. Det er ikke muligt at få godkendt nye projektforslag til naturgas.

Nyt byggeri skal opfylde de til enhver tid gældende krav. 

Vandforsyning

Området ligger indenfor eksisterende forsyningsområde Bybjerg, Orø Vandværk AmbA – et privat, alment vandforsyningsanlæg.

Nye fritids- og idrætsfaciliteter vil blive anlagt i et område med drikkevandsinteresser. Det betyder, at etablering af anlæg og aktiviteter, der medfører særlig risiko for forurening af grundvandet, så vidt muligt undgås.

Regn- og spildevand

Den vestlige del af området, ud for halbygningen, er separatkloakeret jf. Spildevandsplanen. På det mindre areal, der er udlagt til kloakopland, skal spildevand tilsluttes Fors A/S´ anlæg. Regnvand kan ligeledes tilsluttes. 

Illustration af kloakopland. Separatkloakeret område (blåt) og fælleskloakeret område (lyserødt).

På arealet, hvor byggefeltet for en tilbygning til Orø Hallen er placeret (se kortbilag 5) ovenpå eksisterende spildevandsledning, skal udvikler omlægge den deklarerede ledningen rundt om den nye facade. Omlægning bekostes af udvikler. Ny ledning skal udføres med 17 promille, og de to eksisterende brønde med ø600. Udvikler skal opmåle, TV inspicere, og rette deklarationen med den nye trace, som udført data leveres til Fors A/S, samt til byggesagen. Arbejdet skal udføres af en autoriseret kloakmester.

Såfremt tilbygning til Orø Hallen skal kloakeres vil der pålægges udvikler et øget tilslutningsbidrag (antal bidrag =areal matrikel /800 m2).

Håndtering af regn- og spildevand fra hele den østlige del af planområdet skal ske ved egne anlagte spildevandsløsninger.

Det anbefales, at regnvand nedsives på egen grund, hvis jordbundsforholdene og grundvandsspejlet tillader det. Nedsivningsanlægget skal udformes og placeres, således vand kan ledes væk uden ulempe for terræn, installationer, bygninger og naboer.

Reference: www.laridanmark.dk

Ved ekstreme regnhændelser kan ledningssystemet ikke bortlede alt regnvand. Derfor er området udlagt med permeabel belægning, både på parkeringsarealet og friarealet. Her kan regnvandet samle sig i lavninger, således nærliggende bygninger, infrastruktur og andre værdifulde anlæg ikke tager skade.

NB. Der skal søges om nedsivningstilladelse hos Holbæk Kommune.

Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning. Holbæk Kommunes myndighedsopgaver på spildevandsområdet, f.eks. spildevandstilladelser, varetages af Natur, Miljø og Vand. Tilslutning til den offentlige kloak skal færdigmeldes af autoriseret kloakmester til Holbæk Kommune. Tilladelse til etableringer af LAR-løsninger skal søges hos Natur, Miljø og Vand i Holbæk Kommune.