Bæredygtighed

Holbæk Kommunes strategi og handleplan for bæredygtig udvikling opstiller en række mål og indsatser for en bæredygtig udvikling, gennem nedsættelse af miljøbelastningen og bevarelse af biodiversiteten.

For at indfri disse mål er det bl.a. besluttet at alle lokalplanforslag for nye boligområder skal stille krav om, at bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse klasse 2015 samt at regnvand fremover skal anvendes som en gevinst for byens rum og i muligt omfang bortledes lokalt.

Planen er desuden vurderet i forhold til en række bæredygtighedsparametre, som beskrevet nedenfor.

Byggeri og planlægning

Ny bebyggelse til boliger kan orienteres frit i forhold til verdenshjørnerne, hvilket giver mulighed for at udnytte fx sollyset aktivt i forbindelse med opvarmning og lysindfald. I lokalplanen stilles krav om lavenergibyggeri for boligbyggeri. Lokalplanen giver mulighed for en fortætning af et eksisterende centerområde. Fortætning af vore byer er udtryk for bæredygtighed, da fortætningen medvirker til at mindske transportbehov. Lokalplanen giver samtidig mulighed for lokal handel med dagligvare, der kan opfordre folk til at gå og cykle for at foretage de daglige indkøb.

Transport

Lokalplanområdet er beliggende centralt i Svinninge i gåafstand til Svinninge Station og busstoppested. Derudover vil dagligvarebutikken kunne betjene de pendlere, der kører på Hovedgaden.

Ressourcer og miljø

Affaldshåndtering skal ske som foreskrevet i Renovationsvæsenets regulativer. Der stilles ikke særlige krav til affaldsindsamling.

Natur

Sundhed og trivsel

Lokalplanen indebærer, at torvet foran biblioteket reduceres. Det resterende areal genetableres som torv og indrettes med opholdsmuligheder, træer og plantekummer. I samspil med den menneskemængde butikkerne vil give – vil dette forøge bylivet i byrummet, idet området vil blive mere attraktivt og indbydende.