Lokalplanens gennemførelse

Byggefeltet har været i udbud med bl.a. følgende vilkår af betydning for lokalplanens gennemførelse:
Lys- og støjgener samt opførelse af tribune:
1. Køber er bekendt med, at arealet ved siden af byggefelterne på matr.nr. 1arm er udlagt til fodboldbane med mulighed for at etablere fodboldstation. Køber er herunder bekendt med, at denne anvendelse kan medføre høj støj og kraftig belysning. Den til enhver tid værende ejer af byggefelterne forpligter sig derfor til ikke at opføre bebyggelse eller anvende byggefelterne på en måde, som kan medføre, at der opleves støj- eller lysgener fra fodboldbane/station, herunder fra fodboldkampe eller andre sportsarrangementer samt fra koncerter eller andre kulturelle arrangementer. Bebyggelse på byggefelterne skal herunder opføres på en sådan måde, at tilstrækkeligt lysindfald sikres fra facaden væk fra fodboldstation, idet ejeren af matr.nr. 1arm til enhver tid har ret til at opføre tribuner helt op mod skel, jf. punkt 2 nedenfor, hvilket må forventes at skygge for lysindfald på byggefelterne.

2. Den til enhver tid værende ejer af byggefelterne er forpligtet til at respektere, at den til enhver tid værende ejer af ejendommen matr.nr. 1arm Ladegården, Holbæk Jorder, eller senere udstykninger, har ret til at opføre tribuner med tilskuerpladser helt op mod skel til ejendommen, samt ret til at fæstne tribuneanlægget til bebyggelsen på byggefelterne. Bebyggelse på byggefelterne skal derfor konstrueres på en sådan måde, at det er muligt at fæstne et eventuelt fremtidigt tribuneanlæg, uden at der derved sker skade på bygningerne på byggefelterne.

Det er en betingelse for handlen, at nærværende vilkår om Lys- og støjgener samt opførelse af tribune tinglyses servitutstiftende på byggefelterne med prioritet forud for al pantegæld og med Holbæk Kommune samt den til enhver tid værende ejer af ejendommen matr.nr. 1arm Ladegården, Holbæk Jorder, og senere udstykninger, som påtaleberettiget.