Statslig og regional planlægning

De statslige vandplaner

Lokalplanområdet er udpeget til område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). På den baggrund er lokalplanlægningen omfattet af retningslinje 40 og 41 i de statslige vandplaner. De særlige drikkevandsinteresser medfører dog ingen særlige redegørelseskrav til lokalplanforslaget, og der er heller ikke behov for at fastsætte retningslinjer for grundvandsbeskyttelse. Dels fordi planlægningen vedrører et eksisterende område til offentlige formål, herunder plejecenter, dels fordi institutioner (plejecenter) og boliger optræder på tilladelseslisten i de statslige vandplaner.

Det er derudover vurderet, at lokalplanforslaget er i overensstemmelse med den øvringe statslige og regionale planlægning.

Spildevandsplan 2010-2018

Lokalplanområdet er omfattet af spildevandsplan 2010-2018 for Holbæk kommune.

I spildevandsplanen fastsættes den maksimale befæstelsesgrad til 0,5. I henhold til den gældende spildevandsplan for Holbæk Kommune skal regnvand i videst muligt omfang nedsives lokalt. Spildevand skal afledes til kloak.

Der tages stilling til den konkrete afledning af regnvand gennem en eventuel byggeansøgning. Tilladelse til kloaktilslutning skal søges hos Holbæk Kommune. Holbæk Forsyning skal have projekt vedr. afledning af overfladevand og spildevand i høring.

Holbæk Kommune er myndighed på spildevandsområdet.

Kommuneplan 2013-2025

Området er i Kommuneplan 2013-2025 for Holbæk Kommune udlagt til Offentligeformål, lokalplanen viderefører eksisterende anvendelse.

Rammer for Institutionen Tornhøj 11.O06

Omr. nr. 11.O06
Navn Institutionen Tornhøj  
Anvendelse Institution
Maks. bebyggelses-  procent 45
Maks. etageantal 2
Maks. bygn højde 8,5 m
Nuværende zone Byzone
Fremtidig zone Byzone

Kommuneplanens retningslinjer for vand og grundvand fastlægger retningslinjer for arealer med drikkevandsinteresser, arealer med særlige drikkevandsinteresser (OSD), indvindingsoplande og nitratfølsomme områder. Lokalplanområdet er beliggende i OSD område, men det vurderes ikke at give anledning til, at fastsætte særlige retningslinjer for grundvandsbeskyttelse i lokalplanen.

Det vurderes, at der i øvrigt ikke er forhold, som er i strid med kommuneplan 2013-25 og den øvrige kommunale planlægning.

Eksisterende lokalplaner

Området har ikke tidligere været lokalplanlagt.

Drikkevandsinteresser

Lokalplanområdet er udpeget til område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og ligger i indvindingsoplandet for vandværkerne Jyderup stationsby vandværk og Stigs Bjergby vandværk. Nærmeste indvindingsboringer ligger ca. 500 m fra matriklen. Det vurderes, at planen ikke vil have betydning for grundvandsforholdene i området og at planen ikke vil påvirke eksisterende indvindingsboringer.

Diverse udpegninger

Skovbyggelinje

Lokalplanområdet er ikke beliggende indenfor skovbyggelinjen. Skovbyggelinjen er afgrænset ved Slagelsevej, vist på kortbilag 2.

Søbeskyttelseslinje

Søbeskyttelseslinjen omkring Skarresø er beliggende umiddelbart vest for lokalplanområdet, vist på kortbilag 2. Lokalplanområdet er ikke omfattet af søbeskyttelseslinjen.

Bevaringsværdigt dige og beplantning

Diget langs matriklens nordlige skel er beskyttet og der må ikke foretages ændringer af diget. Egetræerne på diget er fundet bevaringsværdige og skal friholdes for byggeri og gravearbejde indenfor drypzonen.


Drypzone:

Drypzonen fastsættes efter de eksisterende egetræers faktiske størrelse. Ved nyplantede træer regnes drypzonen efter den maksimale størrelse, træet forventes at få.

 

Trafikforhold

Området er trafikbetjent fra Søbæksvej. Der vil i forbindelse med de nye handicapboliger blive etableret parkeringspladser. Der stilles i lokalplanen krav om mindst 1,5 parkeringspladser pr. boligenhed.

Der er på Slagelsevej planlagt en trafiksti for bløde trafikanter. Vest for området, langs Skarresø løber en regional sti. Desuden er der stiforbindelse via de omkringliggende boligområder til centrum af Jyderup.

Offentlig service

Nærmeste busstoppested er beliggende på Slagelsevej. Der er ca 1 km til centrum af Jyderup, hvor stationen er beliggende.

Se desuden Holbæk Kommunes hjemmeside for flere informationer på www.holbaek.dk.

Jordhåndtering og jordforurening

Overskudsjord i forbindelse med byggeriet vil i videst muligt omfang blive anvendt på matriklen. Terrænregulering må ikke ske nærmere end 1 m fra naboskel. Lokalplanen muliggør, at der mellem bygningerne kan anlægges mindre bakkelandskaber til rekreative formål og at der indenfor området vist på kortbilag 5 kan ske væsentlige terrænreguleringer i forbindelse med opførelse af byggeriet. Terrænet må ikke overstige kote 35. For hele området gælder det, at den maksimale hældning er 1:2. Lokalplanen sikrer, at der i delområde 2 ikke kan opsættes støttemure.

Der er ikke registreret jordforurening indenfor lokalplanområdet.