Støj

Ved omdannelse af området fra havnerelaterede erhverv til bolig- og centerformål medvirkes til at fjerne miljøbelastningen fra de tidligere erhverv og derved generne for den eksisterende bymidte. Flere virksomheder er allerede fraflyttet området, herunder en tidligere skrot- og produktvirksomhed. Ved realisering af byggeri i medfør af nærværende lokalplan, vil den sidste af de tunge havneerhvervsvirksomheder ved Ny Havn fraflytte nærområdet, og afledt støj herfra inkl. tilhørende tung trafik på vejarealerne ophøre.
Ved opførelse af ny bebyggelse inden for lokalplanområdet, er det sandsynligt, at der skal ske en pælefundering. Udførelse af denne fundering vil i anlægsperioden medføre både støj og vibrationer.
I den overordnede rammelokalplan 1.22 for hele havneomdannelsen beskrives omkring trafikstøj ved en fuldstændig udbygning af det samlede havneområde - en
fremtidig maksimalbelastningssituation – at der forventes en støjbelastning af en kommende bebyggelse langs Havnevej på op mod 67 dB på facaderne. Dette må ikke medføre en støjbelastning, der indendørs i bebyggelsens beboelsesrum overskrider 30 dB og udendørs på bebyggelsens friarealer i gårdrum m.v. overstiger 55 dB.

OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).

Jordforurening

Området er kortlagt som forurenet på vidensniveau 1 og 2. Realisering af nyt byggeri i medfør af lokalplanen forudsætter godkendelse efter jordforureningslovens § 8.
Da området indeholder jordforurening med bl.a. olie, skal ved projektering af byggerierne arbejdes med tiltag, der sikrer, at jordforureningen ikke vil udgøre en risiko for beboerne og grundvandet, også i tilfælde af stigning af grundvandsniveauer i forbindelse med en potentiel oversvømmelse. Forurenet vand skal ikke kunne føres direkte til regnvandsnettet, men skal som minimum ledes i gennem en olieudskiller eller lignende inden udledning til ledningsnettet. Undersøgelserne bør være færdige inden de endelige tegninger er fastlagt og godkendt, da resultatet af forureningsundersøgelsen kan indebære ændringer til byggemetoden og behandling af forurening.
Ved nedrivningsarbejde skal der tages hensyn til forurening fra eksisterende byggeri og fra jorden.

Fund og fortidsminder

Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. Det vurderes, at der er begrænset sandsynlighed for fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning, da arealet er fremkommet ved opfyldning, i forbindelse med etablering af havnen. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Holbæk Museum om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Holbæk Museum, jf. museumslovens § 27.

Miljøvurdering

Der er foretaget en screening af lokalplanens miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lov nr. 936 af 24. september 2009).
Ifølge lovens § 3, stk. 1, nr. 3 skal der udarbejdes en miljøvurdering, når der tilvejebringes planer, som giver mulighed for anlægsprojekter, der kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Forslag til lokalplan nr. 1.46 blev på baggrund af en screening vurderet ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og blev derfor vurderet ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da:

  • planforslaget ligger i direkte forlængelse af eksisterende planlægning for- og udbygning af- området. Byudvikling i området er således allerede gennemført for en større del af havneområdet, og dermed en integreret del af byens allerede realiserede udvikling
  • det med planforslaget muliggjorte byggeri ikke afviger væsentligt i indhold eller omfang fra den allerede foretagne udbygning i havneområdet, men understøtter den overordnede planlægning gennemført ved rammelokalplan 1.22 for hele havneomdannelsen
  • bebyggelsen ikke vurderes at afvige væsentligt fra den eksisterende skyline og byprofil ved nybyggeri i havneområdet. Planforslaget muliggør bebyggelse, der fremstår en etage lavere end realiseret bebyggelse i delområde C1, som resultat af en tilpasning til topografi og bagvedliggende bebyggelse. Der er gennemført visualisering af den med planforslaget muliggjorte udbygning, herunder den visuelle påvirkning af kystlandskabet.
  • den offentlige sti langs havnepromenaden er en videreførelse af det allerede foretagne anlæg på den første halvdel af strækningen, og denne sikres i overensstemmelse med overordnet planlægning, hvorved eksisterende rekreativt stinet understøttes
  • den med planforslaget muliggjorte bebyggelse ikke indebærer væsentlige påvirkninger af eksisterende dyre- eller planteliv.
  • den med planforslaget fastlagte trafikafvikling er en videreførelse af såvel eksisterende forhold som eksisterende planlægning, og indebærer mindre ændringer i trafikmønstre og trafiktyper, men vurderes ikke at indebære væsentlige ændringer i miljøet
  • ny boligbebyggelse i området opføres som lavenergibebyggelse og har et minimalt resurseforbrug gennem hele bebyggelsens levetid,
  • etablering af ny bebyggelse i videst muligt omfang bygger på eksisterende infrastrukturer, herunder vejanlæg, kloakering og forsyning.
  • omdannelsen af havneområdet medfører et ophør af de potentielle miljømæssige gener fra de få tilbageværende havneerhverv inden for lokalplanområdet, herunder støj og støv. En afvikling der allerede har stået på i en årrække og kun mangler nogle få tilbageværende erhvervsaktiviteter
  • den med planforslaget muliggjorte nedrivning af to bevaringsværdige bygninger med henholdsvis lav og middel bevaringsværdi er en videreførelse af allerede trufne overordnede rammebetingelser for havneomdannelsen, udmøntet i såvel rammelokalplan 1.22 som lokalplan 1.34. Bygningerne vurderes ikke at være af væsentlig miljømæssig værdi.