Baggrund

På baggrund af ønske fra grundejer, udarbejdes nærværende lokalplan for tæt-lav boliger i form af rækkehuse. Lokalplanen udnytter ligeledes den allerede gældende kommuneplanramme, som udlægger området til tæt-lav boligbyggeri.

Formål

Byrådet i Holbæk Kommune har besluttet at imødekomme en ansøgning om en ny lokalplan for ca. 60 tæt-lav boliger ved Søbæksparken i Jyderup. Området ligger i den sydlige del af Jyderup og har en størrelse på 3 ha.
Lokalplanens formål er at fastlægge anvendelsen, placering og rammer til bebyggelse af rækkehuse, herunder også tilkørsels- og parkeringsforhold. Der fastlægges desuden placering og rammer for etablering af afskærmende beplantningsbælte mod Jyderup Fængsel. Derudover fastlægges place-ring af forbindende sti mellem Jyderup by og Jyderup Skov.