Energi og forsyning

Energiforsyning

Området elforsynes af SEAS/NVE.

Se mere på www.seas-nve.dk

Varmeforsyning

Lokalplanområdet ligger inden for et område, der har tilslutningspligt* (naturgas).

Der foreligger principbeslutning fra Byrådet om, at alt nyt boligbyggeri skal opføres som lavenergibebyggelse**. Opvarmning forventes derfor at ske som individuel opvarmning. Der stilles ikke tilsvarende krav om lavenergibebyggelse i forbindelse med butiksbyggeri. I disse tilfælde forventes byggeriet tilsluttet naturgasnettet. Opvarmning må ikke ske ved etablering af oliefyr (supplerende opvarmning skal opfylde kravene for dispensation til fritagelse for tilslutning til kollektiv varmeforsyning jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg, BEK nr. 31 af 29. januar 2008, § 15 stk. 2.).

Note*: Jf. planlovens §19 stk. 4 skal byrådet dispensere fra en lokalplans bestemmelser om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, når bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse.

Note**: Ved lavenergibebyggelse forstås bebyggelse, der på tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen opfylder de energirammer for energibygninger, der er fastsat i bygningsreglementet.

Vandforsyning

Området forsynes med vand fra Svinninge vandværk, og ny bebyggelse forudsætter tilslutning fra ovennævnte vandværk.

Regn- og spildevand

Området er fælleskloakeret. Spildevand skal ledes til den offentlige spildevandsledning, der løber langs lokalplanområdet jf. kortbilag 2.

Jf. Spildevandsplan 2010 - 2018 for Holbæk Kommune fastsættes befæstelsesgraden for et område til centerformål til 0,7. Befæstelsesgraden angiver, hvor meget areal der må befæstes. Såfremt befæstelsesgraden overskrides, skal der anvendes andre metoder til afledning af regnvand jf. nedenstående.

Regnvand skal forsinkes på egen grund og ledes til kloak. Forsinkelsen kan ske i et underjordisk system som eksempelvis faskiner. Nedsivningsanlægget skal udformes og placeres således, at det tilledte vand kan ledes væk uden ulempe for terræn, installationer, bygninger og naboer. Der skal søges om nedsivningstilladelse hos Holbæk Kommune.

Tilladelse til tilslutning til den offentlige fælleskloak skal søges hos Holbæk Kommune.

Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.

Affald og genbrug

Affald bortskaffes i henhold til ”Regulativ for bortskaffelse af husholdningsaffald” samt ”Erhvervsaffaldsregulativ” for Holbæk Kommune.

Telekommunikation

Ny bebyggelse kan tilsluttes kabelnet, fibernet eller lignende fælles signalanlæg.