Støj

Lokalplanområdet ligger ikke i et støjbelastet område.

Jordforurening

Der er ikke registreret jordforurening inden for planområdet. Planområdet er klassificeret som byzonejord. Nabomatriklen mod nordvest med tømmerhandlen er registreret med jordforurening på vidensniveau 1, se kortbilag 3. Terrænregulering via genbrug af overskydende jord fra udgravninger skal ske indenfor samme matrikel, hvis det sker på anden matrikel skal der udtages analyser, der bestemmer om etablering er mulig. Flytning af jord kræver tilladelse fra Holbæk Kommune.

Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

Fund og fortidsminder

Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. Der kan dog sagtens fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. museumslovens § 27.

Miljøvurdering

Der er foretaget en screening af planforslagenes (lokalplanen og kommuneplantillægget) miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lbk nr. 425 af 18. maj 2016). Miljøscreeningen er offentliggjort som bilag til planforslagene.Ifølge lovens § 8, stk. 2, nr. 2 skal der udarbejdes en miljøvurdering, når der tilvejebringes planer, som giver mulighed for anlægsprojekter, der kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Planforslagene vurderes på baggrund af en screening ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da:

  • kommunetillægget ikke medfører væsentlige ændringer, da boliger allerede er muligt indenfor centeranvendelse.
  • ændringerne i anvendelsen af planområderne ikke medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø.
  • omfang og udformning af bebyggelse samt anlæg reguleres med en tilpasning til eksisterende forhold herunder vejforhold samt hensyntagen til bevaringsværdier og naturbeskyttelse.
  • planområdet er beliggende i byzone og er omgivet af bymæssig bebyggelse.

Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport er offentliggjort sammen med planforslagene.