Bæredygtighed

Holbæk Kommunes strategi og handleplan for bæredygtig udvikling opstiller en række mål og indsatser for en bæredygtig udvikling, gennem nedsættelse af miljøbelastningen og bevarelse af biodiversiteten.

For at indfri disse mål er det bl.a. besluttet, at byggeri indenfor for nye områder skal opfylde de til enhver tid gældende energikrav i nugældende bygningsreglement, og at regnvand fremover skal anvendes som en gevinst for byens rum og i muligt omfang bortledes lokalt.

Planen er desuden vurderet i forhold til en række bæredygtighedsparametre, som beskrevet nedenfor.

Transport

Planområdet ligger i tilknytning til det sammenhængende vejnet i Bybjerg, som fører til bl.a. Bybjerg Skole. 

Ressourcer og miljø

Affaldshåndtering skal ske som foreskrevet i Renovationsvæsenets regulativer. Der stilles ikke særlige krav til affaldsindsamling

Lokalplanen giver mulighed for at etablere en regnvandssø/ -grøft, og planlægger for permeabel belægning på parkeringsarealet.

Natur

Lokalplanområdet omfatter i dag udelukkende græsarealer tiltænkt boldspil og sparsom bevoksning i skel.

Den nye bebyggelse placeres på hhv. grusareal syd for hallen og det sydligste græsareal. Indenfor planområdet gives der mulighed for etablering af mere naturrig bevoksning med naturgræs, græslandsplanter og slåede stier samt etablering af en rekreativ LAR-løsning. En regnvandssø eller -grøft vil bidrage til naturlig opsamling af regnvand og desuden skabe mulighed for dyreliv, som i dag eksisterer i meget begrænset omfang ved det registrerede jord- og stendige langs skel. 

Det vurderes, at der ikke er egnede yngle -eller levesteder for padder. Der er dog registreret flere ældre træer med hulheder, der kan fungere som levesteder for flagermus indenfor lokalplanområdet. Lokalplanen beskytter beplantning i skel, og planlægningen vil derfor ikke have en negativ indvirkning på Bilag IV-arter.

Sundhed og trivsel

Lokalplanen indebærer, at størstedelen af området udlægges som rekreative arealer til forenings-, sports- og idrætsfaciliteter. Derudover hører vejadgang og parkeringsareal.

Planens fokus på plads til flere forenings-, sports- og idrætsfaciliteter vil være med til at styrke Bybjerg som et samlingssted for sociale og fysiske aktiviteter på tværs af generationer.