Lokalplanområdet

Lokalplanområdet omfatter, forud for udstykning, matrikel nr. 5g, Ll. Grandløse By, Grandløse, samt del af matrikel nr. 5ee, Tåstrup, Holbæk Jorder, som angivet på kortbilag 1. Det nye boligområde er beliggende i den sydøstlige del af Holbæk by, og består af et areal på ca. 15.100 m2. Området har tidligere været anvendt til erhvervsformål og der ligger 2 eksisterende bygninger som kan nedrives. Lokalplanområdet ligger ud til Skagerakvej, hvorfra det ligger skjult bag beplantning.

Størstedelen af lokalplanområdet er forholdsvis fladt og ligger i kote 20-21. Terrænet falder mod områdets nordøstlige hjørne til kote 18,5, hvor der ligger en naturbeskyttet sø. Terrænet falder desuden til kote 19 i det sydøstlige hjørne mod Åvangsvej nr. 12 og Kalve Å, der løber uden for lokalplanområdet.

Med placeringen i den sydlige udkant af Holbæk er der god adgang til det overordnede vejnet i Holbæk og til motorvejsnettet. Det fremtidige boligområde vil have ca. 3 km til Holbæk Station og bymidten, mens, der er 2,5 km til nærmeste skole. Der er gåafstand til busstoppested og indkøb. Nærmeste nabo til arealet er Rema1000 på Roskildevej, samt 4 tilstødende parcelhuse. Det tilstødende område syd og vest for lokalplanområdet består primært af parcelhuse.

Syd for lokalplanområdet ligger virksomheden Strandmøllevej A/S, der er betegnet som en risikovirksomhed.

Mod øst afgrænses området til et mindre privat skovareal, hvorigennem det offentlige og beskyttede vandløb Kalve å løber.

Mod nord afgrænses området til den kommunale vej Skagerakvej og den kommunalt ejede grønne areal på matr.nr. 5ef, Ll. Grandløse By, Grandløse. På den anden side af Skagerakvej ligger erhvervsområdet Højvang.

Fra lokalplanområdet er der kort afstand til naturoplevelser i blandt andet det store rekreative område Holbæk Fælled, i Kalvemosen og ved fjorden. 1 km mod øst ligger Andelslandsbyen Nyvang, der er et historisk oplevelsescenter, som udstiller livet og hverdagen i midten af 1900-tallet.