Servitutter

Private tilstandsservitutter (dvs. servitutter, der sikrer en bestemt tilstand opretholdt) der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af planens bestemmelser. Rådighedsservitutter (dvs. servitutter, der giver ret til at råde over en andens ejendom) kan ifølge Planlovens § 47 eksproprieres af kommunen, når det er væsentligt at gennemføre planen.
Der er ved udarbejdelse af lokalplanen gennemført en servitutundersøgelse. Det er vurderet, at ingen af de undersøgte servitutter skal have indflydelse på indholdet i lokalplanen.
Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der kan få betydning for bygge og anlægsarbejder. Det er ikke alle rør, kabler og ledninger, der er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes.
Der bliver ikke aflyst servitutter i forbindelse med den endelige vedtagelse af lokalplanen.