Statslig og regional planlægning

Formålet med dette afsnit er at give det bedst mulige grundlag for at vurdere planen i en større sammenhæng. I afsnittet redegøres der derfor for eventuel relevant statslig og regional planlægning.

Lokalplanen vurderes ikke at indebære forhold i modstrid med eksisterende gældende statslig eller regional planlægning.

Kommuneplan 2021

Kommuneplan 2021 indeholder både en række generelle retningslinjer for kommunens udvikling samt en række specifikke bestemmelser om de enkelte områder i form af kommuneplanrammer.

Holbæk by er hele kommunens hovedby og et attraktivt og dynamisk center for erhverv, handel og privat og offentlig service til gavn for alle kommunens borgere. Det er derfor i tråd med kommuneplanen, at der i Holbæk etableres en ny fælles tandklinik for børne- og ungeområdet samt en særlig omsorgs-tandklinik for udsatte borgere. Tiltrækningen af nye borgere til Holbæk By er meget stor og muligheden for udvidelse af skolens bebyggelsesarealer understøtter dermed kommunens boligstrategi.

Lokalplanområdet ligger inden for kommuneplanramme nr. 3.O03. Området er udlagt til offentlige formål. Lokalplanen er i overensstemmelse med rammen.

Rammeafgrænsning Rammebestemmelse

Jævnfør de generelle retningslinjer for kommunens udvikling skal offentlige områder anvendes til offentlige formål. Det kan f.eks. være offentlig administration, service-, sundheds-, eller kulturfaciliteter, skoler, idrætsanlæg, institutioner, kirkegårde m.v.

Ny bebyggelse, som opføres i allerede udbyggede områder, skal som hovedregel tilpasses facadelinjer, husdybder, etageantal, gesimshøjder, tagform og materialevalg ved den omgivende bebyggelse. Ny bebyggelse kan dog opføres med anden udformning og materialevalg, hvis dette efter en nærmere konkret vurdering skønnes at kunne bidrage positivt til det samlede bymiljø.

Parkeringskrav til offentlige formål fastsættes i hvert enkelt tilfælde med udgangspunkt i kravet til kontor- og serviceerhverv.

Kommuneplanen indeholder derudover generelle rammer om facader og skilte i byzone, som gælder, hvor der ikke i medfør af lokalplanlægning er fastsat andre bestemmelser om skiltning. Der kan i lokalplanen gives mulighed for anlæg, som er nødvendige til områdets forsyning. Det er en forudsætning, at anlæggene placeres, udføres og anvendes under størst mulig hensyntagen til det område, hvor de placeres. Evt. bassiner til opsamling af regnvand indrettes, så de kan indgå som et rekreativt element.

De emner, der i Kommuneplan 2021 er relevante i forhold til lokalplanen, er beskrevet og vurderet nedenfor:

Lavbundsareal

Inden for lokalplanområdet findes et mindre område, der er udpeget som lavbundsareal, da det er et lavtliggende område. Området ligger i hjørnet af skolens nuværende udendørs idrætsfaciliteter. Der er i dag ikke bebyggelse, og området ligger ikke inden for de på kortbilag 3 udpegede byggefelter til kommende fremtidig bebyggelse.

Naturbeskyttelsesområde

I lokalplanområdets nordlige del er der en sø, der er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens §3. I lokalplanområdets sydøstlige grænse er en mindre del af området udpeget som område med potentielle naturbeskyttelsesinteresser. Inden for områder, som er udpeget som potentielle naturområder, må der ikke ske tiltag, som vil forhindre, at naturgenopretning er mulig. Lokalplanen muliggør ikke tiltag inden for udpegningen, der forhindrer naturgenopretning.

Rammeafgrænsning

Figur 5: Foto af sø i lokalplanområdets nordlige del.

Drikkevandsinteresser

Der er ikke registreret særlige grundvandsinteresser inden for eller i nærheden af området. Planen er hverken beliggende i indvindingsopland, nitratfølsomt indvindingsområde eller kortlægningsområde.

Kirkeomgivelser

Lokalplanområdet er ikke omfattet af kirkeomgivelser.

Regn- og spildevand

Der er inden for lokalplanområdet udpeget bluespots. Jf. den gældende kommuneplanramme 3.O03 i Kommuneplan 2021
skal ny planlægning ske i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for arealer med risiko for oversvømmelse. Lokalplanens nye byggefelter er ikke placeret, hvor der er betydelig risiko for oversvømmelse. Der vil i lokalplanen og tilhørende miljøscreening redegøres for, hvordan overfladevand inden for området samlet set håndteres.

Sektorplaner/temaplaner

Strategisk varmeplan 2022-2030

Varmeplanen udstikker rammerne og præsenterer de overvejelser, som kommunen har gjort sig om den kollektive forsyning. Varmeplanen bygger videre på og viderefører tilgangen fra den strategiske varmeplan fra 2015 og den strategiske energiplan fra 2020, som fastsætter et mål om at opvarmningen skal være fossilfri i 2030. Udfasning af naturgasfyrene er fortsat den største udfordring på varmeområdet og det vigtigste indsatsområde for at komme i mål med at reducere CO2 -udledningen fra varmesektoren. Som i 2015 ses på mulighederne for etablering af kollektiv forsyning og for udfasning af olie- og gasfyr.

Varmeplansopgaven i Holbæk by er at se på hvordan klimavenlig fjernvarme kan introduceres i så stor en del af byen som muligt og så billigt som muligt, så gassen udfases. Analyserne viser at der er god samfundsøkonomi i at udbygge med fjernvarme til stort set hele byen. Resultatet er robust og det giver derfor god mening at se på at udarbejde en konkret udbygningsplan og se mere detaljeret på økonomien for forbrugerne ved tilslutning til fjernvarmen. Der er i analysen regnet med en udbygningsstart i 2023 og gradvis udbygning så nettet er fuldt udbygget inden 2030.

Området forsynes med individuel naturgasforsyning.

Spildevandsplan 2020-2030

Spildevandsplanen beskriver, hvordan Holbæk Kommune ønsker at håndtere spildevandet i Holbæk Kommune. Planen er vedtaget af politikerne og er en plan for kommunens administration og for kloakforsyningen (Fors A/S). Samtidig giver planen borgene et indblik i, hvad Holbæk Kommune allerede har sat i værk for at beskytte naturen og miljøet og ikke mindst, hvad kommunen agter at gøre i fremtiden.

Lokalplanområdet er udlagt til separatkloakering.

Vandforsyningsplan 2012-2021

Vandforsyningsplanen er kommunens og vandværkernes plan, der skal sikre borgerne rent og sundt drikkevand i tilstrækkelige mængder. Vandforsyningsplanen skal sikre, at indvindingen af drikkevand planlægges således, at indvindingen ikke påvirker vandløb, søer og naturområder negativt i områder, hvor plante og dyrelivet er afhængig af grundvand. Der leveres vand af Fors Holbæk Vand.

Drikkevandsinteresser og indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse

Staten er den offentlige myndighed, der kortlægger, hvor der er behov for grundvandsbeskyttelse i hele Danmark. De steder, der kortlægges, kaldes ”områder med særlige drikkevandsinteresser” (OSD) og indvindingsoplande uden for OSD. Staten har afleveret grundvandskortlægning for 5 forskellige områder i Holbæk Kommune.

Lokalplanområdet ligger i område med drikkevandsinteresser.

Klimatilpasningsplan

I Holbæk Kommunes klimatilpasningsplan, der blev vedtaget i 2014, er der udvalgt 11 fysiske indsatsområder til nøjere undersøgelse af årsag til oversvømmelsesrisiko samt eventuelle afværgeforanstaltninger.

Lokalplanområdet ligger ikke indenfor klimatilpasningsplanens indsatsområder. Af kommuneplanrammen fremgår det, at en mindre del ved den sydlige grænse af området er udpeget som område med risiko for oversvømmelse. Ny planlægning eller ændret anvendelse inden for området skal derfor ske jf. retningslinjerne for arealer med risiko for oversvømmelse.

Trafiksikkerhedsplan 2020-2025

Planen er Holbæk Kommunes redegørelse for trafiksikkerheden i kommunen i 2020-2025 samt en plan for forbedringer af trafiksikkerheden i kommunen fremadrettet. Trafiksikkerhedsplan 2020-2025 tager bl.a. udgangspunkt i skoler og ungdomsuddannelsers ønsker og bemærkninger. Bemærkningerne fra Bjergmarksskolen er:

  • På skolens parkeringsplads er der problemer med, at elever skal færdes bagved bakkende biler.
  • Der er trængselsproblem på Bispehøjen ved indkørsel til skolens p-plads, da flow for øvrig trafik på Bispehøjen blokeres grundet ind- og udkørsel til skolens p-plads.
  • Støttepunktet på Kattegatsvej ved Bispehøjen opleves utrygt. Støttepunktet opleves ikke tydeligt og opfattes af nogle trafikanter som fodgængerfelt. Der opstår uklarhed om vigepligtsforhold, da nogle bilister stopper for krydsende trafik og andre ikke gør.
  • Bredden på støttehellen er for smal til at vente på hellen med cykel/barnevogn, og det er en udfordring at finde et hul i trafikken til at krydse vejen.

En realisering af lokalplanen vil medføre at én ud af fire af ovenstående problemstillinger kan løses.
Plangrundlaget sikrer, at der ved udvidelse af skolens bebyggelse sker en optimering af skolens parkeringsareal, hvorved der sikres stiforbindelser mellem parkeringspladserne, hvor gående kan færdes.

De øvrige problemstillinger skal løses uden for lokalplanområdet.

Kystnærhedszone

Planområdet ligger inden for kystnærhedszonen, men ligger bag 1,2 km tæt bebygget byområde fra kysten i Holbæk Fjord. Planen muliggør ny bebyggelse med en maksimal bygningshøjde på 11 meter. Dette er i overensstemmelse med den eksisterende kommuneplanramme for området. Derfor vurderes en realisering af lokalplanen ikke at ændre væsentligt ved det øvrige eksisterende bybillede fra fjorden.

Eksisterende lokalplaner

Området er i dag omfattet af Lokalplan nr. 40 Areal til offentlige formål, Bjergmarkskolen, der udlægger arealet til offentligt formål samt boliger tilknyttet de offentlige formål. Bebyggelsesprocenten for området må ikke overstige 35, og bebyggelsen må ikke opføres i mere end 2 etager. Lokalplanen aflyses i sin helhed med vedtagelse af Lokalplan nr. 3.88 for Bjergmarkskolen. Området er beliggende i byzone og fastholdes i byzone.

Planlægning i forhold til nabokommuner

Da, der planlægges for udvidelse af en kommunal skole samt opførelse af en kommunal tand- og omsorgsklinik, vurderes planlægningen ikke at ville påvirke nabokommunerne.

Trafikforhold

Det færdige anlæg vil med den nye tand- og omsorgsklinik medføre en øget trafikmængde til området. Med lokalplanen sikres en ny vejadgang fra Kattegatsvej til området. Denne vil fungere som byggepladsvej i anlægsfasen af opførelse af tand- og omsorgsklinikken og skal senere gøres permanent. Der vurderes ikke at være tale om væsentlige ændringer af trafikken i det omgivende område.

Plangrundlaget sikrer, at der ved udvidelse af skolens bebyggelse skal ske en optimering af skolen parkeringsareal, hvorved der er mulighed for etablering af 196 parkeringspladser fremfor de 164 parkeringspladser, der er i dag. Derudover sikres bedre afsætningsmuligheder, som skaber en bedre trafikafvikling i spidsbelastningsperioder.

Cykelstien langs Kattegatsvej er lagt separat fra vejbanen, og adgangen herfra til Bjergmarkskolen møder ikke hinanden. Den øgende trafik på Kattegatsvej vil således ikke fører til en øget risiko for cykellister.

Ved udnyttelse af byggefeltet ved daginstitution spærres der for den nuværende brandvej. Derfor sikrer lokalplanen, at der kan etableres en ny brandvej ad Bispehøjen.