Bestemmelser

I henhold til lovbekendtgørelse nr. 937 af 24. september 2009 om planlægning med senere lovændringer fastlægges hermed følgende bestemmelser for det i § 2 nævnte område.

1.1 Lokalplanens formål er:
- at give mulighed for etablering af virksomheder i miljøklasse 2-4.
- at fastlægge retningslinjer som giver fleksible udstykningsmuligheder.
- at fastlægge den overordnede landskabelige udformning med beplantning bestående af levende hegn, som opdeler området.

2.1 Lokalplanområdet afgrænses som vist på kortbilag 1 og og omfatter følgende matrikelnumre: 1, 5d og 5dy.

2.2 Lokalplanområdet overføres med lokalplanen til byzone.

3.1 Lokalplanområdet må kun anvendes til erhverv i miljøklasse 2-4.

3.2 Inden for området kan der etableres regnvandsbassiner og andre anlæg til afledning af overfladevand.
Note: Læs mere om miljøklassificering i ” Håndbog om Miljø og Planlægning - boliger og erhverv i byerne”, på Naturstyrelsens hjemmeside, naturstyrelsen.dk - http://www2.sns.dk/udgivelser/2004/87-7279-588-3/html/kap03.htm

4.1 Udstykning må kun ske i henhold til principperne vist på kortbilag 2.

4.2 Der må ikke foretages udstykning af erhvervsgrunde mindre end 2.000 m2.

 

5.1 Bebyggelsesprocenten inden for den enkelte grund må ikke overstige 65, svarende til en bebyggelsesprocent for området som hele på 55.

5.2 Der skal anlægges opholdsareal svarende til min. 15 % af etagearealet.

5.3 Der fastlægges byggelinjer i en afstand af 16 m fra midten af den interne vej, angivet på kortbilag 2.

5.4 Bebyggelse må ikke placeres nærmere skel end 2,5 m.

5.5 Permanent udendørs oplag skal placeres bag afskærmende indhegning.

5.6 Intet punkt af en bygnings ydervæg eller tag må være højere end 11,0 m over terræn.

6.1 Tage må kun udformes som sadeltag eller fladt tag.

6.2 Farvesætningen af facader og tage må kun være inden for skalaen jordfarver og disses blanding med sort og hvid. Se eventuelt bilag 4 (farveskala).

7.1 Vejadgang til lokalplanområdet må kun ske fra Skydebanevej, som vist på kortbilag 2.
(Overkørsel til Omfartsvejen fra eksisterende boliger kan benyttes indtil de eksisterende boliger ændrer anvendelse)

7.2 Intern vej i lokalplanområdet må kun udformes i en bredde på 12 m og anlægges med 6 m kørebane og 3 m rabat i begge sider.
(Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsy­ningsvirksomheder og myndighed tidligt i projekte­ringsfasen med henblik på koor­dinering, råd og vejledning.)

7.3 Der skal anlægges parkering svarende til mindst 1 p-plads pr. 150 m2 bruttoetageareal erhverv. Parkering må kun placeres bag de i § 5 udlagte byggelinjer.

7.4 Vejbelysning må kun være nedadrettet og orienteret mod færdselsarealerne. Maksimal lyspunkthøjde er 4 m.

8.1 Der kan etableres en fællespylon ved indkørslen til lokalplanområdet fra Skydebanevej. Pylonen må højst være 6 m høj målt fra terræn, og skiltefladens areal må ikke overstige 12 m². Yderligere fritstående skilte må kun etableres jf. § 8.2.

8.2 Ved indkørslen til den enkelte erhvervsejendom kan der opsættes ét fritstående skilt med virksomhedens navn og logo. Skiltet må have en størrelse på maks. 0,7 m2. Derudover kan der opsættes mindre oplysnings- og henvisningsskilte inden for lokalplanområdets erhvervsejendomme på maks. 0,7 m2.
Der kan højst opstilles én flaggruppe pr. ejendom/virksomhed med højst tre flagstænger i op til 12 meters højde. Flaggruppen skal etableres mellem 10 og 15 m fra overkørslen til den enkelte ejendom og mindst 10 m fra vej- og naboskel.

8.3 Den enkelte virksomhed må kun reklamere med virksomhedens navn og logo. Der må ikke reklameres for enkeltprodukter og mærker.

8.4 Skiltning på bygningers facader, gavle og indgangsparti skal udføres med en maks. højde på 0,7 m. Facadeskiltning må ikke få karakter af facadebeklædning. Facadeskiltning og markiser skal tilpasses bygningens størrelse og arkitektur og følge opdelingen af vinduer, døre og porte, der ikke må tildækkes.
Der må ikke skiltes over tagfod.

På grundene, der grænser op til beplantningsbæltet, må der ikke etableres skiltning på facader, der vender mod Omfartsvejen.

8.5 Skilte må ikke være gennemlyste – kun skrift og logo må fremtræde gennemlyste.

9.1 Anlæg af ubebyggede arealer skal ske i henhold til principperne vist på kortbilag 2.

9.2 Der skal etableres et 20 m bredt beplantningsbælte mod Omfartsvejen, som angivet på kortbilag 2. Beplantningsbæltet skal fremstå som lav beplantning med fritstående grupper af træer. Lavbeplantningen skal være af arterne Tjørn, Syren, Bærmispel, Buskroser eller lignende. Træer og trægrupper skal være af arterne Eg, Ahorn og Røn eller lignende.
Note: Beplantningsbæltet skal udformes med en tæthedsgrad som giver lejlighedsvis mulighed for indsyn til erhvervsbyggeriet og det bagvedliggende landskab. Beplantningsbæltet skal vedligeholdes gartnermæssigt korrekt, herunder kan foretages tynding og udrensning samt beskæring, men ikke topkapning.

9.3 Langs den interne vej i lokalplanområdet skal der etableres allébeplantning bestående af trærækker på hver side med en indbyrdes afstand af 10-15 m efter princippet angivet på kortbilag 2. Træer og trægrupper skal være af arterne Eg, Ahorn og Røn eller lignende.

9.4 De levende hegn inde i området og rundt om området må kun udføres i princippet som vis på kortbilag 2, og må kun være af arterne Tjørn, Syren, Bærmispel, Buskroser eller lignende.

9.5 Hegn omkring den enkelte erhvervsgrund må kun etableres som levende hegn evt. suppleret med trådhegn og må kun være af arterne Tjørn, Syren, Bærmispel, Buskroser eller lignende.

9.6 Arealerne mellem alléen og byggelinjen nævnt i § 5 må ikke benyttes til vareudstilling, oplag eller parkering. Arealerne må kun fremstå som græs. Der må etableres overkørsler til de enkelte erhvervsgrunde med fast belægning.

9.7 Langs levende hegn/beplantningsbælter i en afstand på 2,5 m samt langs alléen mellem byggelinjen angivet i § 5 og den interne vej må der etableres grøfter, bassiner o.l. til håndtering og afledning af overfladevand.

9.8 Inden for lokalplanens område må der ikke ske terrænregulering ud over 0,5 m i forhold til det eksisterende terræn og ikke nærmere naboskel end 1 m. Grøfter og bassiner til afledning af regnvand er undtaget for denne bestemmelse.

10.1 Tekniske anlæg og installationer, herunder el- og gasskabe samt ventilation skal være indesluttet i bygningerne eller være en del af bygningernes arkitektur.

10.2 Ledninger skal føres i jorden.

11.1 Der skal oprettes en grundejerforening med medlemspligt for samtlige grundejere inden for lokalplanens område. Grundejerforeningen skal oprettes senest når der er udstykket to erhvervsejendomme.

11.2 Grundejerforeningen er pligtig at forestå drift og vedligeholdelse af private fællesveje og friarealer herunder beplantning og eventuelle fælles regnvandsafledningsanlæg.

11.3 Det påhviler grundejerforeningen selv at udarbejde foreningens vedtægter, som skal godkendes af byrådet.

12.1 Inden ibrugtagning af områdets ejendomme skal vej og beplantning beskrevet i § 7 og § 9 være anlagt og beplantet. En detaljeret plan for beplantning jf. § 9 og kortbilag 2 skal fremsendes til planlovsmyndighedens godkendelse. Bebyggelsen skal ligeledes være tilsluttet kollektiv varmeforsyning og anlæg for regn- og spildevand, i henhold til retningslinjerne omkring forsyningsforhold.

12.2 Ændret anvendelse af arealerne ved de to boliger i lokalplanområdet må først ske, når boligernes eksisterende overkørsel fra Omfartsvejen er lukket. Ændret anvendelse af de pågældende arealer forudsætter desuden, at beplantningsbæltet færdigetableres, så det fremstår som ét langt bælte langs Omfartsvejen.

13.1 Efter Holbæk Byråds endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen, må de ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.

13.2 Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til PlanSystemDK.

13.3 Byrådet kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

Lokalplan 2.64 Springstrup Erhvervsområde er vedtaget af Holbæk Byråd den 3. oktober 2012.