Miljø

 

Støj

Området er beliggende ud til Tuse Byvej. Vejen er ikke en større vej, og er ikke støjkortlagt.

Jordforurening

Der er ikke registreret jordforurening indenfor planområdet og der vurderes ikke øget risiko for forurening i området.

Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

Fund og fortidsminder

Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. Der kan dog sagtens fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. museumslovens § 27.

Miljøvurdering

Der er foretaget en screening af planforslagenes miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr 1225 af 25-10-2018). Miljøscreeningen er offentliggjort som bilag til planforslaget, og kan ses her.

Ifølge lovens § 8, stk. 2 skal der gennemføres en vurdering af, om planer og programmer kan få en væsentlig indvirkning på miljøet, når disse

1) er omfattet af stk. 1, nr. 1, og kun fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller angiver mindre ændringer i sådanne planer eller programmer eller

2) i øvrigt fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser og kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Planforslagene vurderes på baggrund af en screening ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da planforslagene kun fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan:

  • Forslaget er en mindre udvidelse af områdets nuværende faktiske anvendelse til boligformål
  • Forslaget kommer ikke til at have en væsentlig indvirkning på miljøet.
  • Der ændres ikke ved vigtige naturområder.
  • Der etableres ikke miljøvurderingspligtig infrastruktur, bebyggelser eller anvendelse

Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport blev offentliggjort sammen med planforslaget.

Bilag IV-arter

Der er ikke registreret bilag IV arter indenfor området. Lokalplanen vil ikke påvirke beskyttede arter direkte eller indirekte. Der er ikke registreret gamle træer, som kan være bosted for flagermus.