Energi og forsyning

Energiforsyning

Området elforsynis af SEAS/NVE www.seas-nve.dk

Varmeforsyning

I lokalplanområdet er der mulighed for naturgasforsyning fra DONG Energy (www.dongenergy.dk). Ejendommene i lokalplanområdet er ikke pålagt tilslutningspligt*. Der foreligger principbeslutning fra Byrådet om, at alt nyt boligbyggeri skal opføres som lavenergibebyggelse**. Opvarmning forventes derfor at ske som individuel opvarmning. Der stilles ikke tilsvarende krav om lavenergibebyggelse i forbindelse med butiksbyggeri. I disse tilfælde forventes byggeriet tilsluttet naturgasnettet. Opvarmning må ikke ske ved etablering af oliefyr (supplerende opvarmning skal opfylde kravene for dispensation til fritagelse for tilslutning til kollektiv varmeforsyning jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg, BEK nr. 31 af 29. januar 2008, § 15 stk. 2.).

Note*: Jf. planlovens § 19 stk. 4 skal byrådet dispensere fra en lokalplans bestemmelser om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, når bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse.

Note**: Ved lavenergibebyggelse forstås bebyggelse, der på tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen opfylder de energirammer for energiforbrug for lavenergibygninger, der er fastsat i bygningsreglementet.

Vandforsyning

Området forsynes med vand fra Kvarmløse-Tølløse vandværk, og ny bebyggelse forudsætter tilslutning fra ovennævnte vandværk.

Regn - og spildevand

Området er separatkloakeret. Tilladelse til kloaktilslutning skal søges hos Holbæk Forsyning.

Spildevandsanlægget skal etableres på privat foranledning, og det kræver Byrådets godkendelse. Det forventes, at det udførte kloakanlæg skal overtages af kommunen. Tilslutning og overtagelse skal betragtes som et hele i forbindelse med tilladelsen til udførelsen.

Inden kloakanlægget udføres, skal der være truffet en aftale mellem Byrådet og den, der lader anlægget udføre, om den økonomiske afregning i forbindelse med kommunens overtagelse af anlægget. Herunder skal der træffes aftale om kloaktilslutningsbidrag og eventuel godtgørelse for anlæggets værdi.

Det er Byrådet, der afgør, om det ønsker at overtage et privat fælles spildevandsanlæg.

Holbæk Kommunes myndighedsopgaver på spildevandsområdet, f.eks. spildevandstilladelser, varetages af Teknik- og Miljøafdelingen.

Regnvand skal så vidt mulig nedsives på egen grund, hvis jordbundsforholdene og grundvandsspejlet tillader det. Nedsivningsanlægget skal udformes og placeres således, at det tilledte vand kan ledes væk uden ulempe for terræn, installationer, bygninger og naboer. Der skal søges om nedsivningstilladelse hosHolbæk Kommune– bygningsmyndigheden.

Kommunens Spildevandsplan foreskriver, at minimum 30 % af grundenes areal skal være belagt med græs, grus eller anden overflade, som tillader nedsivning af regnvand, eller tilsvarende tiltag, som giver samme effekt.

Boks:

Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og Teknik og Miljø Myndighed tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.

Affald og genbrug

Affald bortskaffes i henhold til ”Regulativ for bortskaffelse af husholdningsaffald” samt ”Erhvervsaffaldsregulativ” for Holbæk Kommune.

Telekommunikation

Ny bebyggelse kan tilsluttes kabelnet, fibernet eller lignende fælles signalanlæg, hvis det forefindes.