Lokalplanens indhold

Lokalplanen er udarbejdet for at muliggøre opførelse af et nyt boligområde og en ny dagligvarebutik i umiddelbar tilknytning til det eksisterende parcelhusområde i Tuse. Dagligvarebutikken kan være på 1000 m2 og planlægges opført i området mellem det eksisterende parcelhuskvarter og gårdanlægget til Hyldagergård. Adgangen til butikken bliver fra Tuse Byvej. Området skal i princippet disponeres og bebygges som angivet i den vejledende bebyggelsesplan, jf. kortbilag 5. Disponering af arealet er udført under hensyntagen til de eksisterende landskabelige, kulturmæssige og vejtekniske forhold, samt under hensyntagen til det lovmæssige krav om 100 meters afstand mellem autoværksted og boliger. Målet er at skabe et attraktivt boligområde, hvor veje, stier og den landskabelige behandling skaber en tæt sammenhæng mellem Tuse og det nye boligområde.

Det nye boligområde disponeres således, at man opnår en varieret, attraktiv bebyggelse, der føjer sig tæt til det let kuperede landskab og opdeles af grønne kiler og et vådområde.

Det nye boligområde består af 2/3 parcelhuse og 1/3 rækkehus. Boligerne fordeles i mindre grupper, som indrammes af de fælles grønne områder. Bebyggelsen skaber og understreger sammenhængen til landskabet og dets terræn og åbner samtidig mulighed for udbygning i etaper og en vis variation mellem grupperne. Den enkelte boliggruppe er samlet om en aflang torvedannelse, hvorfra der er adgang til hvert hus.

Vej-, sti og parkeringsforhold
Lokalplanområdet betjenes trafikalt fra nord via Tuse Byvej og fra vest ad Butterupvej via et mindre vejstykke gennem det eksisterende parcelhuskvarter. Der vil blive etableret stier langs områdets øst- og vestskel, og herfra vil der langs Tuse Byvej være adgang til byens institutioner, skole og hal.

Grønne områder
Ved udformningen af bebyggelsen er der indarbejdet to grønne hovedelementer: en grøn kile fra Hyldagergård i nord til skovområdet mod syd og en grøn kile, der strækker sig øst-vest henover det tidligere vådområde

Den grønne kile, som strækker sig nord-syd skal henligge som fælled, dvs. et areal med uklippet græs. I nogle områder kan græsset klippes, således at der bliver mulighed for forskellige fælles aktiviteter som f.eks. boldspil.

Den grønne kile, der strækker sig øst-vest skal primært henligge som sø/vådområde. Søerne anlægges med forskellig størrelse og vandstand. Alle søerne udformes med lave skråninger (ca. 1:6) og forbindes med åbne grøfter.

Den vejledende bebyggelsesplan er udformet således, at alle boliger får tæt kontakt til de grønne områder, der indgår som et væsentligt element i lokalplanen.