Lokalplanområdet

Området er en del af den gamle bymidte i Holbæk, hvor den middelalderlige bystruktur er velbevaret. Mod vest grænser området op til Skt. Nikolai Kirke og det bagvedliggende haveanlæg mens det mod øst afgrænses af Smedelundsgade, som er en af handelsgaderne i Holbæk. Mod Kirkestræde – afgrænsningen mod nord, og Smedelundsgade afgrænses området af en sluttet randbebyggelse i 2½ etage – en enkelt dog i 3½ etage. Bebyggelsen fremtræder sammenhængende og harmonisk i kraft af den fælles, traditionelle byggeskik. Lokalplanområdets sydvestlige del mod Jernbanevej er mere åben og bebyggelsen mere blandet mht. udformning og anvendelse. Lokalplanområdet har et samlet grundareal på ca. 12.300 m2.

De fleste bygninger er opført i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, hvoraf flere er udpeget som bevaringsværdige, mens områdets ældste bygning ”Kapellanboligen” (Kirkestræde 2B), som er opført 1580, er fredet. Blandt de nyeste bygninger er Smedelundsgade 12 og 16 fra hhv. 1994 og 1997 og som et resultat af byfornyelsen blev der bygget nye rækkehuse i gården i 1988 (Kirkestræde 4E – 4U). Overordnet set har lokalplanområdet en fin sammenhæng med den øvrige velbevarede del af bymidten og Kirkekarréen er således også en del af kulturmiljøerne i bymidten og omkring Smedelundsgade.

Bebyggelsens anvendelse er nogenlunde ligeligt fordelt mellem beboelse og erhverv. Erhvervsarealerne udgøres fortrinsvis af butikker i stueetagerne orienteret mod Smedelundsgade mens der findes liberalt erhverv eller boliger på de øvrige etager. I gården ligger desuden en dagligvarebutik med tilhørende parkeringsareal.

Via parkeringspladsen ved dagligvarebutikken er der stiforbindelser gennem lokalplanområdet til hhv. Smedelundsgade og Skt. Nikolai Kirke. Parkeringspladsen, stiforbindelsen og det lille offentlige anlæg, der ligger i tilknytning til stien er offentligt tilgængelige arealer, mens det øvrige areal i gården anvendes til privat parkering og private opholdsarealer.

Kirkestræde 2C og Skt. Nikolai Kirke

Kirkestræde 2B "Kapellanboligen"

Kirkestræde

Smedelundsgade