Baggrund

Lokalplanen erstatter den tidligere Lokalplan 1.34 for området, og skal bl.a. muliggøre den konkrete udformning af et projekt for friplejeboliger i området. Lokalplanen er derudover i vid udstrækning en videreførelse af de eksisterende lokalplanbestemmelser og dermed en videreførelse af den byomdannelsesproces, der blev igangsat med udarbejdelsen af lokalplan 1.22, ved fastlæggelse af rammerne for udvikling af den tidligere erhvervshavn til et moderne attraktivt byområde. Byen har i mange år været afskåret fra kontakten til fjorden med industrihavnens placering. Med industrihavnens afvikling gives mulighed for både fysisk adgang og visuel kontakt til vandet – bl.a. ved sikring af de visuelt mest betydningsfulde sigtelinjer fra den eksisterende by – ad de nye gadeforløb og til fjorden.

Vandet og fjorden er Holbæks helt store attraktion – det er målsætningen at skabe et tæt bymæssigt bymiljø – hvor så mange som muligt får direkte daglig andel i herlighedsværdierne – hvor byens centrum møder vandet. Det lange mere naturprægede stiforløb, fjordstien, og bynære promenadeture langs fjorden parallelt med Strandmøllevej ud mod Kirsebærholmen eller mod vest parallelt med Kalundborgvej - fremstår endnu stærkere i kontrast til oplevelsen af den tætte skalamæssige og bymæssige koncentration omkring byens centrum, hvor by møder vand.

Intentionen med udformningen af havneområdet i denne lokalplan er, at bygge videre på principperne fra første etape, så der skabes et entydigt helhedsgreb, med en klar arkitektonisk holdning, relateret til den store skala i fjordens flade og de industribygninger området tidligere rummede, og samtidig tilpasset den eksisterende bebyggelse langs Havnevej. Området skal udbygges i en nutidig arkitektur, hvor rytmen og profilen i skylinen langs havnebassinet i ny havn fastholdes.

Konkurrencemodel fra arkitektkonkurrence inden udarbejdelse af lokalplan 1.22 for hele havneområdet

Delområder i havneområdet

Formål

Formålet med lokalplanen er at muliggøre byudvikling af delområde C2 i Holbæk Havn i overensstemmelse med retningslinjerne i kommuneplanen og rammelokalplan 1.22. Lokalplanbestemmelserne for området er i vid udstrækning en videreførelse fra Lokalplan 1.34 og muliggør, at eksisterende havnerelaterede erhverv overgår til centerformål, boliger, liberale erhverv og institutioner m.v.. Samtidig muliggøres en konkret anmodning om opførelse af et projekt for friplejeboliger.