Baggrund og formål

På baggrund af et konkret projekt for nyt etageboligbyggeri for ungdomsboliger Lundemarskvej 24, matr. nr. 10 aq, Ladegården, Holbæk Jorder er det kommunalbestyrelsens ønske, at et nyt plangrundlag skal muliggøre omdannelse af tidligere erhvervsområde til by.

Dette ønske er i overensstemmelse med kommuneplanens intentioner om fortætning af den eksisterende by. Byomdannelse og fortætning skal medvirke til at skabe en mere dynamisk og bæredygtig by. Samtidig giver fortætning af byen en større mulighed for at friholde det åbne land, og de bynære grønne områder for ny bymæssig bebyggelse. Fortætning giver endvidere mulighed for at understøtte den kollektive trafik og forsyningsstrukturerne generelt og dermed opnå et mere bæredygtigt bysamfund. En forudsætning for opnåelse af vellykket byfortætning er, at de trafikale forhold er løst, og der er fundet løsninger for parkeringsforhold og kollektiv trafikbetjening.