Lokalplanens indhold

Lokalplanen fastsætter den fremadrettede anvendelse af arealet til centerområde og område til offentlige formål, og danner det planlægningsmæssige grundlag for opførelse af et plejecenter med plejeboliger og dagcenter.

Planområdet skal i fremtiden anvendes til ca. 80 plejeboliger (almennyttige ældreboliger, som kommunen visiterer borgere til). De vil få en størrelse på ca. 75 m2 inkl. fællesareal, og dertil kommer serviceareal i tilknytning til boligerne på ca. 1.280 m2, samt et dagcenter på ca. 250 m2. Samlet forventes et byggeri på ca. 7600 m2.

Lokalplanen fastsætter endvidere bestemmelser om områdets indretning, herunder bygningernes placering, højde og ydre fremtoning, samt udearealer og parkering m.v. Bestemmelserne muliggør ny bebyggelse indenfor kommuneplanens retningslinjer, generelle rammebestemmelser og rammer for lokalområdet, herunder en maksimal bebyggelsesprocent på 55, og en maksimal bygningshøjde på 10,5 m.

Plejeboligerne vil blive udformet som etageboliger fordelt på ca. tre fritliggende volumener i to etager. Dagcenteret vil også blive opført som fritliggende bygning, opført i én etage.

Vejadgang skal ske via den eksisterende vejadgang ved Vandtårnsvej, og parkering skal ske i tilknytning til de eksisterende parkeringsarealer. Bebyggelsen skal placeres inden for de udlagte byggefelter, jf. kortbilag 5. Realisering af ny bebyggelse indebærer en nødvendig rydning af dele af den eksisterende beplantning på grunden, men det tilstræbes, at så meget af den eksisterende beplantning som muligt bevares. Eksisterende randbeplantning mod nord skal fastholdes, men hvor det ikke er teknisk muligt, skal etableres ny randbeplantning.

Planlægningen vurderes ikke at ændre væsentligt ved eksisterende trafikale forhold, eller parkeringsmuligheder på ejendommen.
Tilsvarende vurderes projektet ikke at indebære væsentlige påvirkninger af naboer i forhold til sol- og skyggepåvirkninger eller indbliksgener.