Bæredygtighed

Holbæk Kommunes strategi og handleplan for bæredygtig udvikling opstiller en række mål og indsatser for en bæredygtig udvikling, gennem nedsættelse af miljøbelastningen og bevarelse af biodiversiteten.
For at indfri disse mål er det bl.a. besluttet at regnvand fremover skal anvendes som en gevinst for byens rum og i muligt omfang bortledes lokalt.

Planen er desuden vurderet i forhold til en række bæredygtighedsparametre, som beskrevet nedenfor.

Transport

Lokalplanen ligger i direkte tilknytning til det sammenhængende stinet i Holbæk som fører til bl.a. station, bymidte, skole og institutioner.

Ressourcer og miljø

Der skal etableres fælles miljøstationer.
Lokalplanen stiller krav om, at der skal etableres anlæg til lokal afledning af regnvand.

Sundhed og trivsel

Lokalplanen forsøger at synliggøre de tiltag, som man kan gøre i den fysiske planlægning for at fremme sundhed, f.eks. at udlægge fælles grønne områder, stier og legepladser, reducere trafikstøj, orientere bebyggelsen i forhold til udsigtsforhold og lys- og skyggepåvirkninger samt sikre kvaliteten i arkitekturen og i landskabet. Det er påvist, at sådanne tiltag er med til at skabe fællesskab, tryghed og sociale netværk i boligområder, hvilket øger beboernes trivsel og styrker deres ejerskab- og ansvarsfølelse, og derved modvirker hærværk og kriminalitet.
I lokalplanen er der arbejdet bevidst med at skabe en type ’bilfri’ boligområde, hvor rummet mellem husene er udformet med pladser og opholdsarealer som giver beboerne mulighed for en tættere kontakt med omgivelserne og hinanden. Desuden ar der arbejdet med at skabe grønne rum for ophold og leg, samt muliggøre et beboerhus, der ud over at rumme fælles funktioner også kan danne rammerne for leg og fælles aktiviteter i boligområdet.
Lokalplanen indebærer, at min. 10 % af området udlægges som fælles friareal.