Lokalplanens indhold

Lokalplanen giver mulighed for en udvidelse af anvendelsesmulighederne til: hotel, café, restaurant, private og offentlige kontor- og servicevirksomheder, detailhandel, kultur- og foreningsformål, institution, undervisningsformål, o. lign, samt fortsat anvendelse til stationsformål og parkeringsformål.

Lokalplanen indebærer ikke udlæg af nye byggefelter eller mulighed for væsentlig ændring af de bestående forhold.

Bevarende bestemmelser 

Stationsbygningen fra 1897 er et markant byggeri i gul tegl med en velproportioneret hovedbygning og lavere sidefløj. Stationsbygningen har en symmetrisk facaderytme med dannebrogsvinduer. Bygningen er fint detaljeret med diskrete bygningsdetaljer som passer til dens funktion som stationsbygning. Bygningen har en fin farvesætning af gule teglsten og træværksdetaljer i grøn, rød og hvid. 

Bygningen er bygget i Nationalromantisk stil, der er kendetegnet ved at være mere sparsom på ornamenter og mere funktionel i sin stil, end historicismen som den afløste. Nationalromantikkens materialer er kendetegnet ved et regionalt præg, hvor de foretrukne materialer i Danmark er tegl til murværk, granit til sokler og trapper og træ til tagkonstruktioner. 

Lokalplanen fastsætter bestemmelser omkring bygningens bevaring, der foreskriver, at stationsbygningen ikke må ombygges væsentligt, og at den skal istandsættes i overensstemmelse med den oprindelige arkitektur. 

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en SAVE-registrering af Stationsbygningen. SAVE er en metode til at kortlægge og vurdere byers og bygningers arkitektoniske, kulturhistoriske og landskabelige værdier. Med SAVE metoden vurderes bygninger ud fra en gennemgang af bygningens arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitetsværdi og tilstandsværdi. Læs SAVE - vurderingen her.

 

Ændringer i facadearkitektur

Facaden herunder viser hvordan man med enkle indgreb som indplacering af to nye døre vil muliggøre en ny anvendelse i bygningen. I facadebearbejdningen differentieres mellem de nye døre med større glaspartier og bygningens oprindelige døre som fastholdes med originalt blænd- og glasparti. 

Lokalplanen giver mulighed for at vinduerne, som er udslidte kan udskiftes til nye støjsikrede vinduer med samme karm/ramme og sprosse dimensioner og inddeling som nuværende.

Adgangsforhold

Hovedindgang/offentlig adgang til stationsbygningen gives fra Skarridsøgade, så perronsiden, så vidt det er muligt friholdes for adgangsdøre. 

Opholdsarealer og parkering

Bygningens særlige placering og historie gør, at der ikke tidligere har været opholdsarealer i umiddelbar nærhed af bygningen. Opholdsarealer kan findes i umiddelbar nærhed af lokalplanområdet i form af nær forbindelse til bykerne, sø og skov. Café Forsinket lejer i dag vejareal af Holbæk Kommune til opholdsareal. 

De seks eksisterende parkeringspladser indenfor planområdet fastholdes. Lokalplanen giver ikke mulighed for en markant ændret anvendelse eller udvidelse af den eksisterende bygning, hvorfor der ikke vurderes at være et øget parkeringsbehov end det eksisterende. Naturpark Åmosen og Istidsruten forventes at tiltrække en del cykel- og vandreturister til Jyderup. Jyderup ligger centralt og stationsnært, hvilket gør Jyderup til en oplagt indgang til Naturpark Åmosen. Turister som besøger Jyderup Station forventes i højere grad end ellers at vælge grønne rejseformer som cykel og tog, hvorfor behovet for parkering ikke vurderes at blive øget. 

Beplantning og stiforbindelse

Parkeringsarealet vil blive afgrænset mod jernbanen af en bøgehæk der etableres i sammenhæng med eksisterende bøgehæk mod vest.  Eksisterende bøgetræ i eksisterende hæk bevares. Der suppleres med endnu et træ f. eks bøg, seljerøn, alm. hvidtjørn eller engriflet hvidtjørn, hvor eksisterende østlig bøgehæk er placeret, for at udnytte de fordelagtige vækstbetingelser plantehullet kan tilbyde et nyt træ. Plantehullet afkortes således at der bliver plads til parkering foran, men åben jordoverflade bevares i ca. 2x 2 m omkring nyt træ, med plads til organisk bunddække der nemt lader regn og næring passere.

Der efterlades en åbning i hækken, således at jernbanen kan tilgås langs bygningen.

Miljøstation 

Miljøstation til affaldssortering vil blive afskærmet af beplantning eller lodret træbeklædning som bemales i samme grønne farve som nuværende træværk.  

Illustration af indretning af parkeringsareal 

Perspektiver fra gadeplan