Statslig og regional planlægning

En udvidelse af anvendelsen for Jyderup Præstegård vurderes ikke at indebære modstrid mod anden statslig planlægning.

Kommuneplan 2013-2025

Planområdet er omfattet af eksisterende kommuneplan med kommuneplanramme 11.O02, der foreskriver anvendelse til offentlige formål, herunder præstegård og præstebolig. Derfor er der med lokalplanen også udarbejdet et tillæg til Kommuneplan 2013-25, der udvider anvendelsen til centerformål.

Det nye Kommuneplantillæg nr. 38 til Kommuneplan 2013-25 fastlægger, at rammebestemmelser for det nye rammeområde 11.C06 Jyderup Præstegård er, at anvendelsen er centerformål med supplerende bestemmelser, der foreskriver at eksisterende præstegårdsbygninger skal bevares.

Eksisterende lokalplaner

Lokalplanområdet er omfattet af gældende lokalplan nr. 10-15 for en del af Jyderup Kirkeby.
Bestemmelser i Lokalplan nr. 10-15, der omfatter matrikel 1a, Jyderup by, Jyderup aflyses ved den endelige vedtagelse af indeværende lokalplan.

Planlægning i forhold til nabokommuner

Lokalplanen vurderes ikke at indebære påvirkning på nabokommuner.

Kystnærhedszone

Arealet er ikke beliggende inden for kystnærhedszonen.

Butikkers påvirkning af bymiljøet

I henhold til planlovens § 5n kan der uden for bymidter og bydelscentre placeres enkeltstående butikker, der alene tjener lokalområdets daglige forsyning. I henhold hertil gives der med lokalplanen mulighed for etablering af detailhandel op til 200 kvm, i form af gårdsalg eller mindre butik. Detailhandlens omfang vurderes at være så begrænset, at det ikke afstedkommer påvirkning af bymiljøet, herunder eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikale forhold. Der vurderes altså at være tale om detailhandel af underordnet betydning for den generelle detailhandelsstruktur. Det vurderes ligeledes, at muliggørelsen af detailhandlen i planområdet kan understøtte stedets funktion som et besøgsmål i nærområdet.

Diverse udpegninger

Området omkring præstegården er udpeget som værende kulturhistorisk bevaringsværdigt.
Præstegårdens have er fredet, med en Exnerfredning, for at sikre den fri beliggenhed af Jyderup Kirke, herunder kirkebyggelinjer. Præstegårdsanlægget er udpeget som bevaringsværdigt og en del af lokalplanens formål er således at fastsætte bevaringsbestemmelse omkring præstegårdens fremadrettede bevaring.
Lokalplanområdet er herudover ikke omfattet af særlige udpegninger § 3-områder eller lign.

Trafikforhold

Lokalplanområdet ligger i tæt tilknytning til busforbindelser med omkring 200 meter til nærmeste busstoppested samt med omkring 1,5 km til jernbaneforbindelser. Lokalplanområdet har ligeledes en god tilgængelighed placeret på en hovedvej, hvor der i nærhed til lokalplanområdet er fartdæmpende foranstaltninger samt fodgængerovergange.

Offentlig service

Lokalplanområdet har god betjening af offentlige transportforbindelser og ligger i nærhed til skole og institution med en afstand på under 500 meter.