Lokalplanens indhold
Lokalplanen fastholder områdets anvendelse som boligområde, og fastsætter bestemmelser om områdets anvendelse og indretning, herunder bygningernes placering, højde og ydre fremtoning, samt udearealer, parkering og trafikale forhold.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et projektforslag for et boligområde med 161 nye boliger med tilhørende fællesfaciliteter og fælleshus.
Delområder
Lokalplanområdet inddeles 5 overordnede delområder, med en række underliggende delområder, som vist på kortbilag 5.
Delområde 1 (1a og 1b) kan anvendes til åben-lav boligbebyggelse i form af parcelhuse. Bebyggelsesprocenten for hver ejendom ligger på 30.
Delområde 2 kan anvendes til tæt-lav boligbebyggelse i form af rækkehuse. Den maksimale bebyggelsesprocent for delområde 2 som helhed er 40. Delområdet er opdelt i en række underliggende delområder 2a, 2b, 2c, 2d, 2e og 2f, der har forskellige tilknyttede bestemmelser. Delområdet indeholder desuden fælles arealer, som færdselsarealer, parkering og grønne opholds arealer. I delområde 2d kan der opføres fælleshus.
Delområde 3 kan anvendes til boligbebyggelse i tæt-lav i form af rækkehuse og dobbelthuse. Den maksimale bebyggelsesprocent for delområde 3 som helhed er 40.
Delområde 4 (4a, 4b og 4c) består af eksisterende boliger og kan anvendes til åben-lav boligbebyggelse i form af parcelhuse. Bebyggelsesprocenten for hver ejendom ligger på 30.
Delområde 5 kan anvendes til fællesarealer, herunder grønne områder, stier, veje, fællesparkering og støjvold. I delområde 5 kan der opføres bebyggelse til fælles brug, som mindre bygninger til områdets drift, fælles drivhuse, bålhytte, legehuse og lignende.
En hensigtsmæssig indpasning af nye boliger
Samlet set vil planområdet fremover kunne rumme i alt 166 boligbebyggelser i form af 32 åben-lav boliger i form af parcelhuse og 134 tæt-lav boliger i form af rækkehuse eller dobbelthuse.
Lokalplanen sikrer en hensigtsmæssig forlængelse af Svinninge by og en god overgang til det åbne land, hvor der stadig holdes afstand til landsbyen Gudmandstrup mod syd.
Dertil sikrer lokalplanen, at den nye bebyggelse indpasser sig lokalområdet med hensyn til proportioner, materialitet og farvevalg, og at den nye bebyggelse dimensioneres og placeres således at skyggegener begrænses så vidt muligt. Der er lavet skyggediagrammer, der kan ses i bilag 13.
Den nye planlægning muliggør boligbebyggelse i én til to etager med en maksimal højde på 8,5 meter. Nedenfor er angivet snittegninger, som eksempler på byggeriet og forholdet til de nærmeste omgivelser.
Gode fællesarealer, stiforbindelser og et grønt udtryk
Den nye planlægning sikrer, at der etableres store grønne fælles friarealer og veldisponerede færdsels- og parkeringsarealer.
Vejadgang til området vil ske fra Ringstedvej og Rugvænget. Der etableres p-pladser i henhold til kommuneplanens normer. Med etablering af støjvold nord for Kærblomst Alle og bestemmelser for placering af boligerne syd for Kærblomst Alle, sikrer lokalplanforslaget, at det nye boligområde ikke belastes af trafikstøj fra Ringstedvej, der overskrider Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for trafikstøj.
Nye stier vil skabe gode forbindelser internt i lokalplanområdet, ligesom stier på udvalgte steder i kanten af det nye boligområde gør det muligt at opleve landskabet mod syd og vest. Samtidig forbindes stierne til Svinninges eksisterende stinetværk og til omgivelserne mod syd.
Med lokalplanen sikres bevarelsen af de eksisterende kulturhistoriske jord- og stendiger, og der fastlægges bestemmelser, der sikrer at området fremstår grønt med hække og beplantning til gavn for biodiversiteten.
Regnvand skal håndteres på egen grund bl.a. med anlæg til LAR. Langs veje og i de grønne områder sker en kombineret fordampning, nedsivning og bortledning med en maksimal afløbskoefficient på 0,5. Grøfter og lavninger i fællesområderne udformes, så de fungerer som forbundne kar og forsinkelsesbassiner. De eksisterende markdræn bevares eller omlægges og vil fremover bidrage til at håndtere regnvandet.
Derudover muliggør lokalplanen opførelse af bebyggelse til forskellige fællesaktiviteter for områdets beboere.
Nedenfor vises en illustrationsplan for området. Illustrationsplanen er kun vejledende og skal ses som en mulig udnyttelse af lokalplanen.