Energiforsyning

Området elforsynes af SEAS/NVE www.seas-nve.dk

Varmeforsyning

Området ligger indenfor godkendt naturgasforsyningsområde. I lokalplanområet er der mulighed for naturgasforsyning fra DONG Energy (www.dongenergy.dk). Der er tilslutningspligt i området.*

Der foreligger principbeslutning fra byrådet om, at alt nyt boligbyggeri skal opføres som lavenergibebyggelse.** Opvarmning må ikke ske ved etablering af oliefyr (supplerende opvarmning skal opfylde kravene for dispensation til fritagelse for tilslutning til kollektiv varmeforsyning jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg, BEK nr. 31 af 29. januar 2008, § 15 stk. 2.).

Note*: Jf. planlovens §19 stk. 4 skal byrådet dispensere fra en lokalplans bestemmelser om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, når bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse.

Note**: Ved lavenergibebyggelse forstås bebyggelse, der på tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen opfylder de energirammer for energibygninger, der er fastsat i bygningsreglementet.

Vandforsyning

Området forsynes med vand fra Jyderup Stationsby vandværk, og ny bebyggelse forudsætter tilslutning fra ovennævnte vandværk.

Regn- og spildevand

Området er separatkloakeret og afledning af spildevand skal ske til det eksisterende kloaksystem, hvor spildevandet ledes til Tornved Rensningsanlæg. Der stilles ingen særlige krav til bortledning af spildevand.

En øget befæstelsesgrad på matriklen vil påvirke afledningen af arealet. Vandet fra de befæstede arealer vil løbe hurtigere væk end fra de ubefæstede arealer. Regnvand fra tagflader skal i størst muligt omfang nedsives lokalt (LAR), hvis jordbundsforholdene og grundvandsspejlet tillader det. Nedsivningsanlægget skal udformes og placeres således, at det tilledte vand kan sive ned uden ulempe for terræn, installationer, bygninger og naboer. Der skal søges om nedsivningstilladelse hos Holbæk Kommune.

Afvanding af regnvand til kloak vil kræve en udbygning af det eksisterende system, f.eks. ved etablering af et forsinkelsesbassin eller regnbede. Lokalplanen stiller krav om, at regnvand i videst muligt omfang, afledes lokalt (LAR). Der skal etableres et nedsivningsanlæg, som af hensyn til herlighedsværdien i området skal se så naturligt ud som muligt og indpasses i omgivelserne.

Anvendelsen af LAR er i overensstemmelse med målsætningerne i Holbæk Kommunes Spildevandsplan 2010-2018 om at:

  • Alt regnvand så vidt muligt tænkes ind i den fysiske planlægning som en ressource.
  • Den fremtidige belastning af kloaksystemet bør reduceres ved øget anvendelse af lokal nedsivning eller lokal forsinkelse af afstrømning.

Holbæk Forsyning skal have projekt vedr. afledning af overfladevand og spildevand i høring.

Tilladelse til kloaktilslutning skal søges hos Holbæk Kommune.

Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.

Affald og genbrug

Affald bortskaffes i henhold til ”Regulativ for bortskaffelse af husholdningsaffald” samt ”Erhvervsaffaldsregulativ” for Holbæk Kommune.