Dyrskuepladsen i Jyderup
Lokalplanområdet omfatter følgende matrikelnumre: 14ax og 31b Jyderup By, Jyderup og omfatter dermed hele Dyrskuepladsen i Jyderup. Området er centralt beliggende i Jyderup, umiddelbart syd for Skovvejen.
I dag er området et grønt areal, med værdifulde enkeltstående træer samt en varierende randbeplantning, der ligeledes er værdifuldt. Området har et jævnt terræn, som skråner let fra nordvest mod sydøst. Trafikalt er området forsynet med vejadgang fra Industriparken, der er desuden stiadgang fra Holbækvej via Elmelunden. Der knytter sig en lang historie til Dyrskuepladsen, som i mange år har været benyttet til netop Dyrskuer.
De seneste år har pladsen været benyttet som cirkusplads flere gange om året. I dagligdagen benyttes stedet rekreativt bl.a. af lokalområdets hundeluftere.
Den regionale buslinje 420 har stoppested på Holbækvej ved det eksisterende plejecenter. Dyrskuepladsens nærmeste naboer er, udover Skovvejen i nord, et blandet bolig og erhvervsområde mod øst og syd, mod vest er området udlagt til offentlige formål og boligområde. Dyrskuepladsen ligger ubeskyttet med hensyn til støj fra Skovvejen.