Lokalplanens indhold
Lokalplanen giver mulighed for, at der på arealet kan opføres boligbyggeri i en kombination af åben-lav og tæt-lav boligbyggeri. Udover retningslinjer for arealdisponering og bebyggelsesregulerende bestemmelser indeholder lokalplanen retningslinjer for udformning af veje, beplantningsbælter, offentlige fællesarealer, fællesarealer og hegning.
Veje og stier
Adgangen til lokalplanområdet sker fra Aggersvoldvej i områdets østlige ende. Området trafikforsynes med tre stamveje med vejudlæg på 10 meter,
heraf 2,5 meter rabat eller fortov i hver side. Stamvejene giver adgang til den samlede bebyggelse. Øvrige veje etableres med et vejudlæg på 8 meter, heraf 1,5 meter rabat eller fortov i hver side.
Fra lokalplanområdet etableres direkte stiforbindelse til Jyderup by. Hovedstien i området løber langs den offentlige grønning i den vestlige del af planområdet. Stien udlægges som dobbeltrettet sti i en bredde af 8 m, heraf 2,5 meter rabat i hver side. Fra hovedstien udlægges stier på tværs af grønningen med tilkobling til boligområdet. Disse stier udlægges som dobbeltrettet stier i en bredde af 5 m, heraf med 1 meter rabat i hver side. De interne stier i boligområdet udlægges i en bredde af 3 m, heraf med 0,75 meter rabat i hver side.
Beplantningsbælter og friarealer
Lokalplanen fastsætter bestemmelser for beplantning og friarealer i området. Der udlægges tre offentlige beplantningsbælter der deler boligområdet i tre klynger. Lokalplanens kortbilag 6 angiver bestemte principper for disse beplantningsbælter ang. kantbeplantning, underskov, træer samt princip for sammensætning af arter i disse. Langs beplantningsbælterne udlægges fælles friarealer med direkte adgang til en større offentlig grønning hvori der er stiforbindelse til Jyderup.
Ændringer ifm. revisionen af lokalplan 10-84
Til forskel fra lokalplan 10-84 giver lokalplanforslaget mulighed for etablering af murstenshuse i et område udlagt til træhuse.