Energiforsyning

SEAS/NVE er netselskab og elleverandør i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Der kan frit vælges elleverandør. Elleverandørselskabet er det selskab, der sælger el til slutbrugerne.

Varmeforsyning

I planområdet er der tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning, idet der er fjernvarme i området. Opvarmning må ikke ske ved etablering af oliefyr (supplerende opvarmning skal opfylde kravene for dispensation til fritagelse for tilslutning til kollektiv varmeforsyning jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg, BEK nr. 690 af 21. juni 2011, § 15 stk. 2.).

Note*: Jf. planlovens §19 stk. 4 skal byrådet dispensere fra en lokalplans bestemmelser om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, når bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse. Ved lavenergibebyggelse forstås bebyggelse, der på tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen opfylder de energirammer for energibygninger, der er fastsat i bygningsreglementet.

Vandforsyning

Området forsynes med vand fra Jyderup Stations Vandværk og ny bebyggelse forudsætter tilslutning hertil.

Regn- og spildevand

Nærområdet er separatkloakeret, men der er ikke på nuværende tidspunkt kloaktilslutning til planområdet, da matr.nr. 15hp er ubebygget og der ikke har været behov for kloaktilslutning til matr.nr. 15ik. Der skal betales tilslutningsbidrag til de nye udstykninger, da området ikke er kloakeret i dag. Tilslutningsbidraget bliver opkrævet efter gældende betalingsvedtægt for Fors Spildevand Holbæk A/S. Kortbilag 3 indeholder vejledende oplysninger om placering af ledninger.

Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.

Affald og genbrug

Affald bortskaffes i henhold til ”Regulativ for bortskaffelse af husholdningsaffald” for Holbæk Kommune. Lokalplanen fastsætter endvidere mulighed for, at der kan etableres en fælles affaldsplads for de nye boliger samt boligen på matr.nr. 15fc på et areal ud mod vejen Søbæksparken.

Telekommunikation

Ny bebyggelse kan tilsluttes kabelnet, fibernet eller lignende fælles signalanlæg.