Bestemmelser

I henhold til Lov om planlægning (lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020 med senere ændringer) fastlægges hermed følgende bestemmelser for det i § 2 nævnte område.

Lokalplanens formål er: 

1.1 at udvide anvendelsesmulighederne for den tidligere stationsbygning, som kan understøtte byliv og turisme.

1.2 at fastholde stationsbygning som en væsentlig del af kulturmiljøet omkring Jyderup Stationsby.

1.3 at fastsætte bestemmelser om stationsbygningens bevaring, herunder facadeudtryk, facadeudsmykning, bygningsdetaljer og farve- og materialevalg.

2.1 Lokalplanområdet omfatter matr.nr. 79e Jyderup By, Jyderup samt del af matr. 79a og del af matr. 7000ad jf. kortbilag 4.

2.2 Lokalplanområdet er beliggende i byzone og fastholdes i byzone.

3.1 Stationsbygningen må kun indrettes til følgende anvendelser:

  • offentlig og privat kontor- og serviceerhverv, herunder hotel, cafe, restaurant.
  • detailhandel
  • kultur- og foreningsformål
  • institution
  • undervisningsformål  
  • forsat anvendelse til stationsformål med tilhørende parkering.

 

4.1 Inden for lokalplanområdet kan indrettes mindre kiosk eller butik med et maksimalt butiksareal på 200 m2.

5.1 Ejendommen fastholdes som én matrikel - matr.nr. 79e Jyderup By.

5.2 Mindre udstykninger til tekniske anlæg muliggøres.

6.1 Bebyggelsesprocenten for området som helhed må ikke overstige 95.

6.2 Der udlægges ikke nye byggefelter eller gives nye bebyggelsesmuligheder.

6.3 Hvis Stationsbygningen brænder eller forfalder til en sådan grad at istandsættelse ikke er mulig, skal stationsbygningen genopføres i samme placering, form, materiale i form af håndstrøgen gul mursten i samme dimensioner som nuværende, kalkmørtel, træ og skifer eller skiferlignende materiale og med de samme mur- og træværksdetaljer som den nuværende bygning jf. tegningsmateriale i lokalplanens redegørelse. 

7.1 Jyderup Station skal bevares og må ikke nedrives, ombygges eller omdannes uden en nærmere vurdering og tilladelse fra Kommunalbestyrelsen, jf. gældende lovgivning i Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.

7.2   Følgende skal bevares eller genetableres ved eller ved om- og tilbygninger:

  • Facadeudsmykning og bygningsdetaljer såsom udskårne spærender, sålbænke, gesimser, bånd, vinduesindfatninger, originale trappesten i granit, porte, døre, greb, skorstene og lignende skal vedligeholdes og bevares eller genetableres som oprindeligt.
  • Oprindelige trævinduer skal i videst muligt omfang istandsættes.  

7.3 Bygningsdetaljer skal fremstå i den nuværende farvesætning jf. detaljefotos i redegørelsesdelen. 

7.4 Udvendige ændringer i form af ombygninger, herunder facadeændringer, udskiftning af tage, vinduer og døre, skal ske i overensstemmelse med bygningens oprindelige arkitektur og materialevalg jf. bestemmelserne herunder. 

Adgang

7.5 Hovedindgang/offentlig adgang til Stationsbygningens fremtidige funktioner, som angivet i §3.1, skal placeres ud til Skarridsøgade, som det er er skitseret på kortbilag 7 og kortbilag 5.

Facader

7.6 Facader skal fremstå i blank mur. Fuger skal fremstå i kalkmørtel i samme farve som nuværende.

Vinduer 

7.7 Vinduer skal fremstå som Dannebrogsvinduer af træ enten som nuværende jf. kb. 7 eller som originalt jf. kb 6. Vinduer skal fremstå med hvidmalede gående rammer, og faste partier, lodposter, sålbænke m.v. skal fremstå i den eksisterende mørkegrønne farvesætning. 

7.8 Originale sålbænke skal søges bevaret, eller udskiftes med sålbænke med en overflade som ligner de originale jf. detaljefotos i redegørelse. 

7.9 Kældervinduer skal, såfremt de blændes, blændes med mursten tilbagetrukket i facaden som relief jf. detaljefotos i redegørelse.

Døre

7.10 Bygningens oprindelige døre skal fremstå med samme karm-, rammedimensioner og inddeling i faste og gående parti, så det sikres at glasfelter og blændparti har samme størrelse som de originale døre som vist på kortbilag 6. 

7.11 Nye døre må kun etableres med en placering som vist på kortbilag 7. Nye døre kan etableres med glasfelter og blændparti som vist på kortbilag 7. Nye dørhuller skal etableres med samme murværksdetaler som de eksisterende døre jf. detaljefotos i redegørelse. Døre skal placeres i samme placering i murhullet som de nuværende døre, således at murværksdetaljerne fremstår som originalt. 

7.12 Alle døre skal fremstå i den eksisterende mørkegrønne farvesætning. 

Ramper 

7.13 Ramper skal udføres som faste ramper med samme grå betonsten som fortovet jf. illustration herunder. Kanten skal markers med en granitsten i en anden tone end fortovet. 

Tag

7.14 Ny tagbeklædning skal udføres med samme tagmateriale og samme udformning som eksisterende eller tilbageføres til originalt tagmateriale.

7.15 Udskårne spær-ender skal fremstå som eksisterende i samme mørkerøde farvesætning som nuværende. Ved udskiftning skal de genetableres med samme udskårne profil som nuværende og i samme farve jf. detalje-billeder i redegørelsen. 

7.16 Udhængsbrædder skal fremstå som nuværende hvide farve og detaljering, hvor brædder opsættes med skiftevis brede og smalle brædder. jf. detalje-billeder i redegørelsen. 

7.17 Træværk i tagkonstruktionen skal males med linoliemaling eller anden træværksmaling, som sikrer træværkets vedligehold.

7.18 Nedløbsrør skal udføres i zink. 

Kviste og tagvinduer

7.19 Der må ikke etableres nye tagvinduer eller kviste.

7.20 Eksisterende kviste og tagvinduer kan genetableres, således at genetablerede ovenlysvinduer har samme farve som tagmaterialet. Genetablerede kviste skal etableres således, at alle tre kviste gives samme udformning som den kvist, der er vist på kortbilag 6. Genetablerede kviste skal udføres som rytterkviste, og flunkerne (kvistenes sider) skal dækkes med en glat beklædning og fremstå i samme tone som taget eller i zink. Genetablerede kvistes tag skal dækkes med tagmateriale som det øvrige tag.

Tekniske installationer

7.21 Ventilationsanlæg, udvendige kabler og lignende skal indpasses i bygningens arkitektur, således at de forekommer mindst mulig synlig fra gadeplan. 

7.22 Ventilationsanlæg må ikke gennembryde facaden men skal opsættes på tagflader eller føres ud i forbindelse med vinduesåbninger i kælder. Ventilationsskakte i tagfladen skal i antal begrænses i antal således at der maksimalt optræder to ventilationsskakte. Ventilationsanlæg og eventuelle elevatortårne skal placeres i tagfladen som vender væk fra Skarridsøgade. 

Sekundære bygninger 

7.23 Miljøstation til affaldssortering skal etableres som nedgravet løsning eller afskærmes af beplantning eller lodret træbeklædning, som bemales i samme farve som bygningens døre.  

7.24 Overdækning af udeservering må udelukkende forekomme på matr. 7000ad som vist på kortbilag 3 og 5. 

Eksempel på fast rampe med granitkant og belægningen foran Stationsbygningen i Jyderup

8.1 Veje

Lokalplanen ændrer ikke på de eksisterende vejforhold. Vejadgang til lokalplanområdet sker fra Skarridsøgade.

8.2 Stier

Sti til perron skal placeres som vist på kortbilag 5

Fortovet skal friholdes for overdækning og servering. 

8.3 Parkering

Parkeringsarealet skal indrettes som vist på kortbilag 5. 

9.1 Skiltning skal fremstå som skiltebogstaver i øverste vinduesparti eller som galgeskilte.

  • Galgeskilte må max være 30 x 50 cm og skal udføres i emalje, og der må kun opsættes et galgeskilt per funktion i umiddelbar tilknytning til den anvendelse, som den knytter sig til.
  • Skiltning må ske ved opklæbning af løse bogstaver og logo centralt på de nye døres øverste vinduesparti som vist på illustration herunder.
  • Facadeskiltning er ikke tilladt. Dog muliggøres mindre facadeskilte maksimal højde 70 x bredte 50 således at f.eks. menukort kan opsættes jf. bestemmelse 10.2. Der må kun opsættes et facadeskilt per erhverv i umiddelbar tilknytning til den anvendelse, som den knytter sig til.
  • Vinduesfelter må ikke blændes af og ved opklæbning af løse bogstaver, må der maksimalt tildækkes 25 % af vinduesarealet.

9.2 Skiltning, belysning og opsætning af andet facadeudstyr skal tilpasses bygningens arkitektur således at:

  • Karakteristiske facadeelementer som sokler, gesimser, stik over vinduer skal holdes fri for skiltning.
  • Såfremt et facadeskilt placeres mellem vinduer, skal skiltet centreres i forhold til det murstykke, som det knytter sig til.
  • Skiltning holdes i en enkel farvesætning i sort, hvid, rød og grøn som facadens øvrige farver.
  • Faste baldakiner, flag og markiser må ikke opsættes.

9.3 Belysning af skilte skal udføres således at det ikke blænder. Der må ikke opsættes lysskilte eller belyste skilte

9.4 Reklamering, som ikke har tilknytning til bebyggelsens anvendelse, er ikke tilladt.

9.5 Klapskilte skal placeres, så det ikke står på gangareal. Der må max være ét klapskilt i lokalplanområdet.

Eksempel på skiltning med galgeskilt og skiltebogstaver i øverste vinduesparti. 

10.1 Inden for lokalplanens område må der ikke ske terrænregulering ud over 0,5 meter i forhold til det eksisterende terræn og ikke nærmere naboskel end 1 meter.

11.1 Parkeringsarealet skal indrettes med bænk og beplantning som vist på kortbilag 5 og jf. beskrivelse herunder: 

11.2 Parkeringsarealet skal afgrænses af en bøgehæk mod nord, som en fortsættelse af eksisterende bøgehæk mod vest, som vist på kortbilag 5. Bøgehækken må maksimal have en højde af 1.2 meter. 

11.3 Eksisterende bøgehæk mod vest skal bevares og må maksimal have en højde af 1.2 meter. 

11.4 Eksisterende bøgetræ og nyt træ skal bevares. Såfremt de, af fagpersoner vurderes, at være til fare for deres omgivelser og må fjernes, skal de erstattes med nyt træ jf. § 12.5.

11.5 Nyt træ skal plantes i plantehul på ca. 2,5 x 2 m som erstatning for den eksisterende østlige bøgehæk som fjernes. Træarten skal være stedtypisk og egnet som solitært træ tæt på jernbanen jf. servitut 30.10.2003 nr. 34678 - 21 og med værdi for dyrelivet, som f.eks. seljerøn, almindelig hvidtjørn eller engriflet hvidtjørn. 

11.6 Som følge af placering af affaldsrum skal eksisterende bænk fjernes. Der skal opsættes en ny bænk langs stationsbygningens gavl, jf. kortbilag 5.

12.1 På stationsbygningen må opsættes belysning i begrænset omfang, tilpasset stationsbygningens arkitektur og udtryk. Nærværende bestemmelse er ikke til hinder for, at der på stationsområdet i øvrigt kan udføres tilstrækkelig belysning til at skabe tryghed og sikkerhed.

13.1 Der er besluttet gennemført elektrificering af jernbanenettet. Den tekniske udførelse kan afstedkomme behov for justeringer af tilstødende bane- og perronarealer, med heraf eventuelle afledte effekter på adgangsniveauer ved stationsbygning m.v.

14.1 Det er en forudsætning for projektets realisering, at området udformes, så Miljøstyrelsens til enhver tid gældende vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj og støj for virksomheder kan overholdes.

14.2 Der skal foretages støjreducerende tiltag som f.eks. støjreducerende vinduer i facader ud mod skinnerne og, i det omfang det er nødvendigt, mod Skarridsøgade. 

15.1 Inden ibrugtagning af bebyggelse skal de ubebyggede arealer være anlagt og beplantede jf. §11.  

16.1 Ved godkendelse af lokalplan 11.22 aflyses Lokalplan 50.48 for den del som er sammenfaldende med denne lokalplan.

17.1 Efter Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må de ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.

17.2 Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til PlanSystemDK.

17.3 Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

 

19.1 Lokalplan 11.22 er den 8.11.21, jf. kommunalbestyrelsens beslutning om delegation til administrativ vedtagelse den 22.09.21, vedtaget endeligt af administrationen.