Lokalplanområdet

Lokalplanområdet omfatter et område i den nordlige del af Jyderup på ca. 12,3 ha. beliggende i byzone.

Lokalplanområdet har tidligere været en del af kirkens jorder og fremstår i dag som åben mark og grønt rekreativt område, afgrænset af et beplantningsbælte mod øst og nord. Lokalplanområdet afgrænses mod øst af Aggersvoldvej. På den anden side af Aggersvoldvej ligger åbne marker. Nord og sydvest for lokalplanområdet er der eksisterende boligområder.

Fra det nordlige parcelhusområde løber en offentlig sti igennem lokalplanområdet. Stien fungerer som forbindelse til skole, idrætsfaciliteter, kirke mv. i den ældre del af Jyderup. Syd for lokalplanområdet ligger Adamsgården. Et nyt børnehus er på vej umiddelbart vest for området og yderligere mod vest ligger Stokkebjerg Skov.

I lokalplanområdets nordvestlige hjørne ligger en naturbeskyttet sø med store træer omkring. Arealet sydøst for søen har i mange år været afgræsset. Vegetationen her består af arter som også findes på overdrev. Dette område har potentiale til at udvikle sig yderligere, så der bliver tale om et til et egentligt beskyttet overdrev efter naturbeskyttelseslovens §3. 

Planområdet ligger ca. 500 m fra Skovvejen, der er den primære bilforbindelse mod Kalundborg, Holbæk og København. Jyderup Station ligger ca. 2 km fra lokalplanområdet.

Størstedelen af området ligger i mellem kote 21 og 23. Mod nordvest stiger terrænet jævnt til kote 31, mens de laveste områder ligger i områdets centrale del som en kile fra øst mod sydvest. Igennem området ligger en nedgravet kloakledning.

 

Fotos fra lokalplanområdet i 2022

Fotos fra nærområdet i 2022