Miljø
Støj
Planområdet er beliggende ved Aggersvoldvej, hvorfra der er trafikstøj. Det er en forudsætning for et boligområde, at området udformes, så Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj i boligområder kan overholdes. Den gældende vejledende grænseværdi for boligområder; herunder boligbebyggelse og udendørs opholdsarealer, ligger på 58 dB.
Der er blevet udarbejdet en støjrapport for vejtrafikstøj fra Aggersvoldvej. Læs støjrapporten her.
Som det fremgår af støjrapportens figur 3 og figur 4, der er gengivet nedenfor, er en del boliger placeret i et støjbelastet område. Der er derfor behov for etablering af støjforanstaltninger i lokalplanområdet ud mod Aggersvoldvej, så boliger her ikke udsættes for støj over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier.
For at overholde de vejledende grænseværdier på 58 dB for bebyggelse mod Aggersvoldvej er bebyggelsen trukket tilbage fra vejen, ligesom der skal etableres en støjmur i en højde på 1,5 -2 meter, som angivet på støjrapportens figur 7 og figur 8, der er gengivet nedenfor. Den røde firkant markerer på figur 8, hvor støjmuren skal være 2 meter høj.
Jordforurening
Der er i forbindelse med arkæologiske undersøgelser konstateret muligt forurenet jordopfyld i en del af det nordvestlige område, der ligger vest for den eksisterende cykelsti og syd for Bonderosevej 13. Der skal inden placering af bebyggelse på dette område tages hånd om eventuel forurenet jord. Konstateres der jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages, når dette godkendes af Holbæk Kommune, som kan kontaktes på jord@holb.dk
Fund og fortidsminder
Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. Der kan dog sagtens fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. museumslovens § 27, stk. 2.
Miljøvurdering
Der er foretaget en screening af planforslagets miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr 1225 af 25-10-2018). Miljøscreeningen er offentliggjort som bilag til planforslaget.
Ifølge lovens § 8, stk. 2 skal der gennemføres en vurdering af, om planer og programmer kan få en væsentlig indvirkning på miljøet, når disse
1) er omfattet af stk. 1, nr. 1, og kun fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller angiver mindre ændringer i sådanne planer eller programmer eller
2) i øvrigt fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser og kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Efter § 8, stk. 2, nr. 1 skal planer, der fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan eller alene medfører mindre ændringer i forhold til den gældende planlægning dog kun miljøvurderes, hvis de må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet.
Planforslaget vurderes på baggrund af en screening ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da:
- Lokalplanområdet allerede er udlagt til byzone og lokalplanlagt til boligformål. Planforslaget medfører ikke væsentlige ændringer i forhold til bestående planmæssige forhold.
- Planforslaget giver mulighed for boligbebyggelse i tilknytning til eksisterende bystruktur og infrastruktur.
- Planforslaget muliggør opførelse af boligbebyggelse som i højde og tæthed indpasser sig i det eksisterende bymiljø.
- Der er ikke væsentlige påvirkninger af natur- eller kulturinteresser.
- Planforslaget medfører ikke væsentlige ændringer i trafikken i det omgivne område.
Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport er offentliggjort sammen med planforslaget.
Bilag IV-arter
Der er ikke fundet bilag IV-arter indenfor området. Størstedelen af området ligger i dag som mark og det forventes ikke at nogen sjældne, truede eller frede dyr og planter påvirkes direkte eller indirekte.