Baggrund
Lokalplan nr. 11.27 for boliger ved Elmelunden er udarbejdet i forlængelse af en midlertidig dispensation meddelt af Holbæk Kommune i september 2020, til at kunne anvende området og bebyggelsen til boliger, i stedet for ældrecenter. Anvendelsen som ældreegnede boliger ønskes nu permanent.
Som følge af den midlertidige dispensation fungerer området allerede i dag, som boliger egnet til ældre. Anvendelsen påvirker ikke områdets samlede karakter og harmoniserer godt med området i øvrigt, med sammenhæng til nærliggende aktivitets- og plejecenter.
I Holbæk Kommuneplan 2021 blev rammen for området revideret, således at nærværende lokalplan og anvendelse som boliger er i tråd med den overordnede planlægning for kommunen.
Formål
Formålet med lokalplan nr. 11.27 er at gøre den nuværende, men midlertidige anvendelse som ældreegnede boliger, permanent. Lokalplanen skal ligeledes sikre de nuværende og fungerende servicearealer, der bl.a. benyttes af beboere i området til gymnastik, bingo, o. lign.