Borgerinddragelse
Projektet udspringer af den særlige indsats ”Knabstrup sætter kurs”, som var et længerevarende og forpligtende samarbejde mellem Holbæk Kommune og frivillige borgere i lokalområdet, og i den forbindelse har der været en del offentlighed omkring projektet.
Forud for planudarbejdelsen gennemførte Holbæk Kommune en idefase fra d. 5.–20. februar 2020. I den forbindelse modtog kommunen i alt to høringssvar, der primært omhandlede skyggegener og bebyggelsens omfang og placering.
Lokalplanforslaget var udsendt i offentlig høring i otte uger i perioden 08.09.2020 – 03.11.2020.
Det programsatte borgermøde mandag den 5. oktober 2020 blev aflyst som følge af få tilmeldinger, samt myndighedernes forlængelse af tiltag til håndtering af smittespredning af COVID-19 i Danmark.
Behandling af høringssvar
Administrationen har modtaget to høringssvar i høringsperioden, der bl.a. omhandlede stier, beplantning og terrænregulering.
I forlængelse heraf blev ved den endelige vedtagelse af planerne foretaget mindre ændringer i lokalplanbestemmelserne. Ændringerne imødekommer bl.a. den kommende beboergruppes ønsker om at få mulighed for at plante frugttræer og -buske og etablere dyrkningsarealer til køkkenhave, samt etablere små bakker eller volde, der med læ og rumgivende egenskaber kan bidrage til gode opholds- og legeområder.
De indkomne høringssvar og den administrative behandling heraf blev forelagt ved den politiske behandling af sagen, og kan ses her.