Baggrund
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et konkret ønske fra Aldi om at udvide eksisterende dagligvarebutik. Udvidelse af dagligvarebutikken ligger inden for udbygningsrammerne for detailhandel i Holbæk bymidte, samt i forlængelse af eksisterende lokalplan 1.27 for området, der dog beskriver en lidt mindre mulig udvidelse, end nærværende plan muliggør. Da udvidelsen af dagligvarebutikken samtidig indebærer inddragelse af et naboareal til udvidelse af butikkens parkeringskapacitet, er udarbejdet et tillæg til kommuneplanen, der overfører dette mindre delareal fra boligområde til centerområde.
Formål
Formålet med udarbejdelse af lokalplanen er at tilvejebringe det fornødne plangrundlag for at muliggøre en udvidelse af eksisterende dagligvarebutik, med tilhørende parkeringsareal. Lokalplanen har endvidere til formål at sikre, at indretning af nyt p-areal ikke medfører væsentlige gener for de omkringliggende boliger, ved fastsættelse af krav til afskærmning af lys- og støjgener fra p-arealerne.