Bæredygtighed
Holbæk Kommunes strategi og handleplan for bæredygtig udvikling opstiller en række mål og indsatser for en bæredygtig udvikling, gennem nedsættelse af miljøbelastningen og bevarelse af biodiversiteten.
Planen er desuden vurderet i forhold til en række bæredygtighedsparametre, som beskrevet nedenfor.
Byggeri og planlægning
Området er et yndet udflugtsmål i kommunen pga. stedets natur og landskabskvaliteter. Med nærværende lokalplan ønskes stedets funktion som attraktivt udflugtsmål understøttet og de eksisterende landskabelige og naturmæssige værdier bevaret. Der gives ikke med lokalplanen mulighed for ny byudvikling på stedet.
Transport
Lokalplanområdet rummer offentligt tilgængelige rekreative stier, udpeget i kommunens overordnede stisystem. Herved ønskes borgernes adgang til naturen og oplevelser i det grønne styrket. Nærmeste kollektive trafikforbindelse udgøres af busbetjening på Ringstedvej, med et stoppested ca. 1,6 km væk.
Ressourcer og miljø
Affaldshåndtering skal ske som foreskrevet i Renovationsvæsenets regulativer. Der stilles ikke særlige krav til affaldsindsamling
Natur
De naturmæssige værdier i området opretholdes, og der gives ikke med nærværende lokalplan mulighed for realisering af ny byudvikling. Tilladelse til etablering af udhusbygning sker under størst mulig hensyn til naturmæssige og landskabelige hensyn.
Sundhed og trivsel
Understøttelse af eksisterende offentlig adgang til naturområdet ved Maglesø vurderes at bidrage positivt til befolkningens mulighed for at komme ud i det åbne land og nyde naturen og landskabet og hermed indirekte til gode levevilkår og forbedret sundhed.