Statslig og regional planlægning

Planlægningen konflikter ikke med statslige eller regionale udpegninger. Derfor er der ikke særlige redegørelseskrav til lokalplanen.

Kommuneplan 2013-2025

Lokalplanområdet er beliggende i byzone, og er omfattet af rammeområde 1.O.02 - ramme for Østre Skole og Markedspladsen. Rammen muliggør, at området kan anvendes til ”skole med tilhørende faciliteter, eventuelt beboelse i tilknytning hertil og bypark”.

For at muliggøre nye og flere anvendelser af den tidligere Østre Skole, er der blevet udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg nr. 30, der ændrer rammeområde 1.O.02 til et centerområde, dog uden mulighed for detailhandel, beboelse (boliger) og hotel. I centerområder kan der typisk planlægges for boliger, pladser og grønne områder samt private og offentlige kontor- og servicevirksomheder, detailhandel, parkeringsanlæg, liberale erhverv, undervisning, institutioner, kulturelle aktiviteter, cafeer, restauranter, hotel- og konferencevirksomhed og lignende.

Der gives ikke mulighed for detailhandel, da området ikke er med i bymidteafgrænsningen, og ikke er omfattet af detailhandelsrammen for Holbæk by. Boliger og hotel tillades ikke, da det vurderes at det planlagte virksomheds-, kultur- og læringsmiljø understøttes bedst ved at muliggøre det i den samlede bygningsmasse.

Kommuneplantillægget fastholder rammeområdets afgrænsning og alle bestemmelser, bort set fra anvendelsesbestemmelsen, se kommuneplantillæg nr. 30 – Markedspladsen og Østre Skole.


Kommuneplanens rammeområde.

Sektorplaner/temaplaner
Helhedsplanen for Holbæk by beskriver et helhedsbillede for byens fremadrettede udvikling, i forlængelse af målsætningerne for hele den samlede kommunes udvikling. Holbæk by ses som kommunens hovedby, og målsætningen er en stærk og levende hovedby, rig på oplevelser, kultur og med et stærkt erhvervsliv og et innovativt synergiskabende uddannelsesmiljø. En omdannelse af Østre Skole til Uddannelses- og Læringscenter Nordvestsjælland m.v. understøtter målsætningen i helhedsplanen.

Eksisterende lokalplaner

Området er omfattet af eksisterende lokalplaner nr. 1.10 – Holbæk Bymidte og nr. 42 - Østre Skole. Lokalplanerne udlægger anvendelsen af Østre Skole, matr.nr. 337, Holbæk Bygrunde, til offentlige formål, og begge aflyses derfor i sin helhed og erstattes af nærværende lokalplan, når denne er endeligt vedtaget og offentliggjort.

Planlægning i forhold til nabokommuner

Det er Holbæk Kommunes vurdering, at en virkeliggørelse af lokalplanens indhold ikke vil have en negativ påvirkning på nabokommunerne.

Kystnærhedszone

Planområdet er beliggende inden for kystnærhedszonen. Der vil ikke ske bygningsmæssige ændringer indenfor lokalplanområdet, der vil påvirke kystnærhedszonen visuelt, idet der er tale om renovering/ombygning af eksisterende bebyggelse, hvor den samlede højde ikke ændres. Den gældende maks. højde for byggeri på 11 meter fastholdes.

Butikkers påvirkning af bymiljøet

Lokalplanen giver ikke mulighed for etablering af butikker.

Diverse udpegninger

Lokalplanområdet er beliggende i en tæt, bymæssig kontekst, og indenfor en kulturmiljøudpegning (Østre Skole og arbejderkvarteret). Østre Skole er opført i nationalromantisk stil fra 1901 til 1912. Østre Skoles bygninger er udpeget som bevaringsværdige i klasse 3, dvs. med en høj bevaringsværdi. Der skal sikres en særlig hensynstagen til de bestående bevaringsværdier og sammenhænge, jf. kommuneplanens retningslinjer 5.2.2 og 5.2.3. En omdannelse til nye funktioner på stedet vil betyde, at der vil ske ydre såvel som indre ændringer i bygningsmassen.

Lokalplanen fastsætter bestemmelser for de ydre ændringer, der sikrer, at Østre Skoles bevaringsværdier og rolle i det udpegede kulturmiljø fastholdes, og der kan etableres et attraktivt gårdmiljø med opholds- og parkeringsfaciliteter til de nye funktioner på stedet. Målet er, at der kan etableres et attraktivt samlet miljø, hvor bygninger, gårdanlæg og nye funktioner fungerer i samspil og med respekt for historien og de udpegede værdier.

Det gælder, jf. planlovens § 15 stk. 2 nr. 15, at eksisterende bevaringsværdig bebyggelse ikke må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden Byrådets tilladelse. Planlovens § 49 fastlægger endvidere, at en ejer af en bevaringsværdig bygning, kan forlange en ejendom overtaget af kommunen mod erstatning, hvis tilladelse til nedrivning nægtes, dog kun jf. § 49 stk. 2 og 3.

Trafikforhold

Eksisterende trafikbetjening og vejadgang fra Tidemandsvej til Østre Skole fastholdes. Der skal sikres mulighed for parkering af ca. 100 biler i gården. De ca. 100 parkeringspladser er nye pladser. Tallet er baseret på kommuneplanens regler for parkering i centerområder, med udgangspunkt i kravet til kontor- og serviceerhverv, og fastsat efter et skøn ud fra det vidensniveau om indhold, der er på planlægningstidspunktet.

Det vurderes, at den ny anvendelse af området og etablering af de ca. 100 nye parkeringspladser vil generere ny trafik i området. Dog vurderes det, at denne mængde trafik ikke får nævneværdig betydning for lokalområdet, da der tidligere har været en del trafik langs Tidemandsvej, da området var skole. Det formodes i øvrigt, at mange af de nye brugere vil benytte offentlig transport i form af de gode tog- og busforbindelser i nærområdet.

Offentlig service

Oplysninger om offentlig service kan findes på kommunens hjemmeside www.holbaek.dk

Med hensyn til butiksforsyning og offentlige transportforbindelser er planområdet beliggende i bymidten og tæt på Holbæk Station, hvorfra der er gode tog- og busforbindelser.