Lokalplanområdet
Arealet er beliggende i den østlige del af havneområdet, centralt i Holbæk By, stationsnært og tæt på bymidten. Arealet har tidligere været anvendt dels til erhvervsformål, og dels til rekreative fritidsformål, sejlsportsaktiviteter m.v.
I den sydlige del af området ligger Kulturbiografen som den mest markante bygning i nærområdet, i umiddelbar sammenhæng med det nord for liggende Filmtorv. Filmtorvet udgør et offentligt byrum, der har dannet ramme om en række events, koncerter m.v., og det udgør en torveplads for den årligt tilbagevendende havnefestival SKVULP. Filmtorvet er også fremadrettet tiltænkt en anvendelse, hvor der kan afholdes kulturaktiviteter, ses film på biografens storskærm m.m. Torvet kantes af en vestvendt kajkant, der dels anvendes til 4 husbådepladser, til badeplatform og til ophold for besøgende på torvet. På selve torvet er placeret to grønne hævede græsarealer, der dels anvendes til ophold, og til boldspil, samt til opholdsareal ved større events. Området ligger som en delstrækning på den samlede havnevandring, og udgør en del af Fjordstien, der løber langs sejlsportsområdet ved Finsings Plads, via Filmtorvet og videre hen langs havnepromenaden. Sejlsportsklubberne ved Finsings Plads har tidligere ligget som et skjult, men velfungerende rekreativt fritidsområde. Med den nye åbenhed i havnefronten er kvaliteterne ved området blevet synlige, til glæde for besøgende og forbipasserende. Det ligger samtidig lidt ekstra pres på faciliteterne, og der er fra interessenterne udtrykt ønske om, og behov for, nye supplerende servicefaciliteter, toiletter m.v. I den sydvestlige del af området ligger to eksisterende private erhvervsvirksomheder på lejet grund. Der er indgået aftaler om en gradvis afvikling af disse erhvervsaktiviteter, så den med nærværende lokalplan fastlagte anvendelse kan realiseres.