Borgerinddragelse
Fordebat
Der har været afholdt fordebat jf. planlovens §23c med borgermøde den 15. juni.
I forbindelse med igangsætningen af planlægningen, var det på tale at muliggøre et nyt byggefelt på ejendommen. Køber af ejendommen havde i den indledende lokalplanproces visualiseret en ny bygning i tre etager på ejendommens sydøstligste hjørne.
På borgermødet deltog ca. 15 naboer, 5 politikere og 7 fra administrationen. Naboerne udtrykte både i høringssvar og på mødet stor bekymring om, at den nye bygning placeres således, at den spærrer for offentlighedens indkig til det grønne gårdmiljø og den bevaringsværdige bygning. En nabo øst for Holbækhus er meget bekymret for de skyggegener som bygningen forårsager på deres ejendom. Der var derudover udtalt utilfredshed med parkeringssituationen i området.
De indkomne bemærkninger og referat fra borgermøde gav anledning til en ny retningsgivende beslutning fra Økonomiudvalget den 14. september 2022, om at det grønne islæt i bydelen prioriteres frem for udlægning af nyt byggefelt.
Se notat fra fordebatmøde her
Se de samlede bemærkninger i forhøring her
Høring
Lokalplanforslag 1.59 og forslag til kommuneplantillæg nr. 11 blev godkendt til udsendelse i høring af Kommunalbestyrelsen den 18. januar 2023.
Planforslagene har været udsendt i 8 ugers høring fra den 25. januar til den 3. april 2023 og der blev afholdt et borgermøde om planforslagene den 1. marts 2023. På borgermødet var der stor tilfredshed med, at lokalplanen ikke giver mulighed for ny boligbebyggelse på ejendommen. Borgernes væsentligste input handlede om bevaring, beplantning og parkering. Der blev ytret et ønske om at lokalplanen stiller præcise krav til bevaring af Holbækhus facader og til udformning af de grønne arealer.
Læs referat fra borgermøde her
Læs de samlede høringssvar og administrationens behandling heraf her