Lokalplanområdet

Holbækhus og rækkehusene nord for Holbækhus, er beliggende centralt i Holbæk i Østre bymidte. Området defineres af arbejderboliger i form af lave byhuse i én til tre etager med sadeltag samt en række offentlige byggerier i større skala, som træder frem med en markant arkitektur: Østre Skole, Markedspladsen og Holbækhus. 

Holbækhus fremstår i nyklassistisk byggestil i to til fire etager. Terrænet falder ind i gården således at det der fremstår som høj kælder ud mod Chr. Hansensvej udgør en fuld etage ind mod gårdrummet. Gårdrummet fremstår grønt med græs og enkeltstående træer. Centralt er anlagt en 5 meter bred vej til vareindlevering, flextrafik, ærindekørsel mv. Holbækhus er beliggende på en 3531 m2 stor grund med et bebygget areal på 4842 m2 hvilket giver en bebyggelsesprocent på 137 %. 

Rækkehusene nord for Holbækhus er et godt eksempel på den omkringliggende bys typologi. Det er en længebygning i én etage med uopvarmet tagetage som tidligere har været anvendt til pulterrum med intern trappe i hver enkelt bolig. Rækkehusene ligger på en 985 m2 stor grund med et bebygget areal på 325 m2 hvilket giver en samlet bebyggelsesprocent på 33 %. 

Kulturhistorie og bevaringsværdier

Holbækhus 

Holbækhus er oprindelig tegnet af arkitekt Anton Haustrup i 1909, men er bygget til af flere omgange for at imødekomme et øget behov for pasning og pleje af ældre borgere i kommunen. Holbækhus fremstår som en markant bygning i gadebilledet og har med sine tre længer næsten slotslignende karakter. Kommunen, som i sin tid var bygherre, viser med valg af arkitektur økonomisk og socialt overskud og signalerer, at ældrepleje er en vigtig opgave for kommunen. I kommunens tegningssamling fremgår det at Holbækhus facade ud mod Chr. Hansensvej blev færdiggjort i 1919 af den lokale arkitekt Wilhelm Olsen, i 1927 kom den nordlige længe på komplekset, i 1936 kom den østlige længe på, i 1950 blev der tilføjet en festsal med plads til 90 til spisning. 

Facadekomposition

Holbækhus fremstår som en harmonisk bygning som igennem alle udbygninger har fastholdt samme klassicistiske byggestil. Holbækhus fremstår med hvid puds og velproportioneret facade med palævinduer. Facadekompositionen (vinduer og murværksdetaljers placering i murværket), er udført i overensstemmelse med de klassiske principper med udgangspunkt i geometrisk enkelhed, rene former, lige linjer, symmetrisk og harmonisk opbygning.  Geometrien er udarbejdet med udgangspunkt i det gyldne snit som inddeler facaden i en tredeling som virker harmonisk for øjet f.eks. forholdet mellem tag, facade og sokkel. Lokalplanen stiller krav til at facadekomposition fastholdes. Facadetegninger fremgår af lokalplanens bilag 7 - gadefacade og 8 - gårdfacade

Murværksdetaljer

Facaden prydes af murværksdetaljer i form af sokkel- facade- og taggesims samt med murbryn over vinduer og portal omkring hoveddøre. Lokalplanen stiller krav til at murværksdeltaljer fastholdes. Murværksdetaljer ses på kortbilag 9. 

Vinduer 
Vinduerne er hvide sidehængte palævinduer i to eller tre fag, hvert fag med 12 ruder. De er udført med enkeltlagsglas udført som cylinderglas eller trukket glas, med kittede sprosser  og malet med oliemaling. Lokalplanen stiller krav til at vinduerne bevares og istandsættes. Såfremt de, af en fagmand, vurderes at være i en stand som ikke kan istandsættes kan skal de skiftes med nye, som er identiske med de originale som kan ses på kortbilag 9. Energioptimering af de eksisterende et-lags vinduer klares ved tilføjelse af forsatruder eller koblede rammer med energiglas.

Døre
 Hoveddørene er udført som to-fløjede fyldningsdøre med en stram symmetrisk opbygning og forsynet med vinduer i og over døren. Hoveddøren er malet med en dækkende maling i tonen grangrøn med farvekoden RAL 6009. Hoveddøren er et af facadens vigtigste elementer og det er derfor vigtigt at tilbageføre de oprindelige gamle døre og deres detaljering. Dørenes oprindelige udformning fremgår af kortbilag 11.

Tag

Taget fremstår som sadeltag med halvvalm og svungen skalk. Taget fremstår med håndstrøgne tegltagsten af typen vingetagsten. Rygningen er lagt i mørtel. 

 

Rækkehusene nord for Holbækhus

Rækkehusene er opført i 1907 under navnet Chr. Hansens boliger efter købmand Chr. Hansen. De er opført som friboliger som var boliger som blev stillet gratis til rådighed af arbejdsgiveren. Bygningen fremstår i en enkel arkitektur som et længehus med sortmalet sokkel af granit som optager terrænforskellen mellem den nordlige og den sydlige del af bygningen. 

Facaden

Facaden fremstår velproportioneret med en høj sokkel, hvid facade, sorte sålbænke og fladbuer over vinduer og taggesims under tag.

Vinduer 

Bygningen har en klar facaderytme med vertikale vindueshuller med bondehusvinduer som oprindeligt har været sidehængte. Vinduet er proportioneret med i alt seks vertikale glaspartier (hvor vinduesglasset er højere end det er bredt), tre i hvert oplukkelige parti. På gamle fotos kan kan man se at vinduerne tidligere har haft to farver, hvor de faste rammer har været mørke og de gående rammer lyse. 

Tag

Taget fremstår med sadeltag i en ubrudt flade uden kviste eller ovenlysvinduer. Taget er udført med håndstrøgne røde vingetagsten af tegl og en tagfod med svungen skalk. Rygningen er lagt i mørtel.

SAVE - registrering

I forbindelse med lokalplanprocessen har administrationen været ude og genbesøge SAVE - registreringen fra 1992. SAVE er en metode til at kortlægge og vurdere byers og bygningers arkitektoniske, kulturhistoriske og landskabelige værdier. Med SAVE metoden vurderes bygninger ud fra en gennemgang af bygningens arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitetsværdi og tilstandsværdi.

Holbækhus er blevet genregistret med en høj bevaringsværdi på 2, som er den samme som den 1992 blev registreret med. Se Holbækhus SAVE - registrering i lokalplanens bilag eller her.

Rækkehusene nord for Holbækhus er blevet genregistreret med en høj bevaringsværdi på 3, som er højere end den registrering på 4 som den i 1992 blev registreret med. Se rækkehusenes genregistrering i lokalplanens bilag eller her.