Lokalplanområdet

Lokalplanområdet er beliggende i den sydvestlige del af Ugerløse by og afgrænses som vist på kortbilag 1. Lokalplanområdet omfatter del af matr. nr. 35ao Ugerløse By, Ugerløse og udgør ca. 4 hektar. Området er beliggende i byzone og omfattet af lokalplan 3.10. Lokalplan 3.10 er aldrig blevet udnyttet og området fremstår som bar mark.

Lokalplanområdet grænser op til det åbne land mod nord og vest. Mod øst og syd ligger eksisterende boligområder, der består af både parcelhuse og rækkehuse. Boligerne i nærområdet består af bebyggelse i ét plan, hvoraf nogle har udnyttet tagetage.

Langs Højgårdsvej står fem karakteristiske egetræer (stilkeg), mens der mod syd er henholdsvis hæk, busk og træer tilknyttet boligerne mod syd.

Området ligger terrænmæssigt lidt lavere end Østrupvej, der løber nord for lokalplanområdet. Det sydligste del af området ligger lavest, hvorfor overfladevand ved større skybryd vil samle sig her. Der er derudover enkelte lavninger i området. Umiddelbart syd for lokalplanområdet ligger et regnvandsbassin, ejet af forsyningsselskabet.

Ugerløse karakteristiske kirke kan ses fra en del af lokalplanområdet. Lokalplanområdet ligger tæt på skole og idrætsplads og har kort afstand til indkøbsmuligheder og kollektiv trafikforbindelser. Endvidere har lokalplanområdet via Østrupvej nær tilknytning til de overordnede vejforbindelser. Syd for lokalplanområdet giver stier forbindelse til landskabet mod vest og til byens faciliteter som skole, idrætsområde og svømmebad mod syd og øst. 

Lokalplanområdet ligger i den sydvestlige del af Ugerløse på kanten af byen. Der er stiforbindelser til byens offentlige servicefaciliteter, herunder skole, idrætsområde og svømmebad.