Miljø

Støj

Lokalplanområdet ligger i umiddelbar nærhed af jernbanen, og der forventes således at være støjpåvirkning på den kommende bebyggelse fra tog. Det vurderes dog, at størstedelen af det fælles friareal vil være afskærmet mod togstøj af bebyggelsen mod Jernbanevej, og at altangange og terrasser mod det fælles friareal ligeledes vil kunne overholde de anbefalede grænseværdier på 58 dbA.

Der vil ikke være væsentlige støjgener fra de omliggende veje, der kun er lidt trafikerede.

OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).

Jordforurening

Der er ingen kortlagt forurening på Jernbanevej 26A, matr. nr. 4r Kvarmløse by, Tølløse. Matriklen er omfattet af Områdeklassificering. Dette medfører, at al jord, der fjernes fra matriklen, skal være analyseret med en analyse for hver 30 tons jord. Da matriklen har været gennemgravet i forbindelse med nedrivningen af de nedbrændte bygninger, samt at der kan være tilført fyldmaterialer, hvor der ikke foreligger oplysninger, skal alt jord, der fjernes, analyseres.

Solparken 1 -14, matr. nr. 4dø Kvarmløse by, Tølløse, er Områdeklassificeret. Der er et område i indkørslen ud mod Jernbanevej der er kortlagt som forurenet. Kortlægning er på V2-niveau. Der er tale om en forurening med olieprodukter. Kortlægningen betyder, at såfremt der skal graves på matriklen, skal der fremsendes ansøgning om tilladelse i henhold til Jordforureningslovens § 8. Hvis der skal graves i det kortlagte område, skal der meddeles en tilladelse efter Jordforureningslovens § 8. Det er Region Sjælland, der giver meddelelse til hvorvidt arbejdet kan genoptages.

Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

Fund og fortidsminder

Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. Der kan dog sagtens fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. museumslovens § 27.

Miljøvurdering

Der er foretaget en screening af lokalplanforslagets miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lov nr. 936 af 24. september 2009).

Ifølge lov om miljøvurdering af planer og programmer § 3, stk. 1, nr. 1 skal der udarbejdes en miljøvurdering, når der tilvejebringes planer, der er omfattet af emnelisten i lovens bilag 3 og/eller 4, eller som kan påvirke et internationalt beskyttelsesområde væsentligt. Efter § 3, stk. 2 skal planer, der fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan eller alene medfører mindre ændringer i forhold til den gældende planlægning dog kun miljøvurderes, hvis de må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet.

Der planlægges for boliger inden for et område, der tidligere har været bebygget med hotel, og som i kommuneplanen er udlagt til centerformål, herunder boliger. Dette er ikke omfattet af emnerne i bilag 3 eller 4 og der er ingen internationale beskyttelsesområder, der påvirkes med denne lokalplan.

Holbæk Kommune vurderer derfor, at lokalplanforslaget ikke er omfattet af lovens krav om miljøvurdering, da lokalplanforslaget alene fastsætter anvendelsen af et lokalt område og ikke danner grundlag for anlæg m.v., der vurderes til at få en væsentlig indvirkning på miljøet.

Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport er offentliggjort sammen med planforslaget og kan ses som bilag til lokalplanen.