Baggrund
Byrådet igangsatte i 2011 projektet Boligstrategi på Ældreområdet. På den baggrund om- og udbygges nogle af de eksisterende plejecentre, mens andre skal erstattes af nye byggerier. Som led i strategien, har Byrådet besluttet, at der skal opføres et plejecenter i den sydlige del af Tølløse. Det nye plejecenter skal afløse plejecentre i St. Merløse, Tølløse og et dagcenter i Tølløse.
Lokalplanen tager udgangspunkt i Holbæk Kommunes værdiprogram for fremtidens plejebolig i Holbæk Kommune. Det er visionen, at bygge Fremtidens Plejebolig, som er et visionært og fremtidssikret byggeri, der kan modsvare fremtidens krav og forventninger. Både i forhold til beboernes behov, men også i forhold til den arbejdsplads, som plejecentret udgør. Der ønskes et byggeri, som er i samspil med de lokale omgivelser. Stedet skal være den gode omvej for dem der bor i området og fremstå som en integreret del af byen.
Formål
Lokalplanens formål er at tilvejebringe det planmæssige grundlag for etablering af et plejecenter på Sønderstrupvej i Tølløse samt at fastlægge principper og retningslinjer for områdets udbygning, herunder
- at sikre byens befolkning adgang til de rekreative områder syd og vest for plejecenteret;
- at plejecenteret opføres i en skala, der er tilpasset omgivelserne;
- hensyn til naboer bl.a. gennem afstand og beplantningsbælter, samt
- at der anlægges udendørs opholdsarealer til brug for plejecenterets beboere og brugere.