I henhold til lovbekendtgørelse nr. 587 af 27. maj 2013 om planlægning med senere lovændringer fastlægges hermed følgende bestemmelser for det i § 2 nævnte område.
Formålet med lokalplanen er:
1.1 at give mulighed for at anvende ejendommen til boligformål,
1.2 at fastholde muligheden for anvendelse til institutionsformål,
1.3 at sikre et eksisterende beplantningsbælte.
2.1 Lokalplanen afgrænses, som vist på kortbilag 4 og omfatter matr. nr. 5ms samt en del af matr. nr. 5a, Kvarmløse by, Tølløse.
2.2 Lokalplanområdet er beliggende i byzone og forbliver i byzone.
3.1 Området udlægges til boligformål og institutionsformål.
4.1 Bebyggelsesprocenten for hele lokalplanområdet fastsættes til 10 % for hele lokalplanområdet, svarende til maksimalt 547 m2 etageareal.
4.2 Bebyggelse skal placeres indenfor det på kortbilag 5 viste byggefelt.
4.3 Bebyggelse må maksimalt opføres i 2 etager, som én fuld etage med udnyttet tagetage. Taget skal udformes som sadeltag med en taghældning på min 38°. Intet punkt af en bygnings ydervæg eller tag må være højere end 8,5 m over terræn.
4.4 Garager, carporte og mindre bygninger såsom skure og udhuse skal placeres indenfor det på kortbilag 5 viste byggefelt.
5.1 Facader skal fremstå i blank mur (mursten) eller overfladebehandlet materiale (kalket, filset, pudset eller vandskuret). Mindre bygningsdele og dele af facaden kan fremstå i andre materialer.
5.2 Tagbeklædning skal udføres i matte materialer med en maksimal glansværdi på 30. Dog kan der ophænges eller integreres solceller og solfangere i tagfladerne.
5.3 Ophængning eller integrering af solceller og solfangere må ikke ske på facader.
5.4 Solenergianlæg og ovenlysvinduer skal placeres og udformes på en sådan måde, at de ikke medfører blændingsgener for naboer og forbipasserende.
6.1 Eksisterende sti der forbinder Belisvej med Sejergårdsvej skal fortsat være offentlig tilgængelig.
6.2 Parkering (privat) skal foregå indenfor de på kortbilag 5 viste områder.
6.3 Henstilling og parkering af køretøjer over 3.500 kg, opstilling af fritidsbåde, uindregistrerede køretøjer, capingvogne o.lign. må ikke finde sted inden for lokalplanområdet.
7.1 Skiltning skal følge kommunens til enhver tid gældende skiltevejledning.
8.1 Eksisterende beplantningsbælte sikres (se kortbilag 5). Beplantningens funktion som visuelt og rumligt element i lokalområdet sikres ved at beplantningens karakter med diversitet i alder og artssammensætning fortsættes. Almindelig beskæring, udtynding, fornyelse og nyplantning er en naturlig del af beplantningsbæltets vedligeholdelse,
8.2 beplantningen skal primært bestå af hjemmehørende arter.
9.1 Inden for lokalplanens område må der ikke ske terrænregulering ud over 0,5 meter i forhold til det eksisterende terræn og ikke nærmere naboskel end 1 meter.
9.2 Ubebyggede arealer skal holdes ryddelige og må ikke benyttes til nogen form for oplag og parkering, udover hvad der normalt hører til i et boligområde. Eksempelvis må henstilling og parkering af køretøjer over 3.500 kg, opstilling af fritidsbåde, uindregistrerede køretøjer, campingvogne og lignende må ikke finde sted inden for lokalplanområdet.
9.3 Hegn i skel må kun udføres som levende hegn. Hække mod vej og stier skal plantes på egen grund 30 cm fra skel, således at beplantningen til enhver tid kan holdes inde på egen grund. Levende hegn kan suppleres med et let trådhegn på indvendig side med højst samme højde som det levende hegn, dog maks. 1,8 meter.
9.4 Indenfor det skraverede område (kortbilag 2) omfattende deklaration om vandledning (se også servitut afsnit i redegørelsen), må der ikke uden tilladelse fra vandværkets bestyrelse plantes træer eller buske med dybtgående rødder, opsætte langsgående hegn eller andet der kan være til hinder for adgangen til anlægget eller for dets beståen.
9.5 Den maksimale befæstelsesgrad for lokalplanområdet er 0,35.
10.1 Belysningsarmaturer må kun opstilles i forbindelse med parkeringsarealet og i forbindelse med skure, hus og stier i haven.
10.2 Højden på fritstående belysningsarmaturer må ikke overstige 1 meter.
11.1 Der er tilslutningspligt til den kollektive varmeforsyning som er naturgas fra DONG Energy.
12.1 Lokalplan 1.10 og lokalplan 1.1 aflyses i sin helhed for så vidt angår denne lokalplans område, som anført i §2 og som vist på kortbilag 4
13.1 Efter Holbæk kommunes endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må de ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.
13.2 Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til PlanSystemDK.
13.3 Byrådet kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Forslag til lokalplan 19.10 – Kernehuset i Tølløse er vedtaget af Holbæk kommune den 19. august 2015