I henhold til lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23. november 2015 om planlægning med senere lovændringer fastlægges hermed følgende bestemmelser for det i § 2 nævnte område.
1.1 Lokalplanens formål er:
- at muliggøre en anvendelsesændring af de eksisterende bygninger fra ældrecenter til boligformål
- at udlægge areal til parkeringsforsyning
2.1 Lokalplanområdet er afgrænset som vist på kortbilag 4, og omfatter del af matr. nr. 4c, Tølløse By, samt en mindre del af eksisterende vejlitra 7000I, Tølløse By, samt alle matrikler, der efter offentliggørelse af planforslaget måtte udstykkes inden for lokalplanområdet.
2.2 Lokalplanområdet er beliggende i byzone og forbliver i byzone.
3.1 Lokalplanplanområdet udlægges til boligformål
4.1 Lokalplanområdet kan udstykkes fra matr. nr. 4c til en selvstændig ejendom.
5.1 Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom må maksimalt udgøre 45.
5.2 Bebyggelse må maksimalt opføres i 2 1/2 etage, svarende til maksimalt etageantal for eksisterende bebyggelse. Intet punkt af en bygnings ydervæg eller tag må være højere end 12 m over terræn.
5.3 Der udlægges ikke med lokalplanen nye byggefelter for boligbebyggelse, men muliggøres en omdannelse af eksisterende bygningers anvendelse. Lokalplanens bestemmelser er ikke til hinder for, at der kan foretages mindre tilbygninger til eksisterende bygninger, herunder også opsætning af altaner m.v., jf. dog bestemmelser for bebyggelse udpeget som bevaringsværdig på kortbilag 5.
5.4 Garager, carporte og mindre bygninger såsom skure og udhuse må placeres inden for området, med en maksimal bygningshøjde på 3,5 m over terræn.
6.1 Facader skal fremstå i røde teglsten i kombination med partier i glas og eventuelle mindre facadepartier i andre materialer.
6.2 Tagflader skal fremstå i røde tegl tagsten. Mindre flader kan fremstå i andre materialer.
6.3 Garager, carporte og mindre bygninger såsom skure og udhuse kan udføres med andre facade- og tagmaterialer end angivet i ovenstående.
7.1 Eksisterende hovedbygning markeret som bevaringsværdig på kortbilag 5, skal bevares og må ikke nedrives eller ombygges udvendigt uden kommunalbestyrelsens tilladelse.
7.2 Eksisterende vinduer og døre skal i videst muligt omfang bevares. Ved nødvendig udskiftning skal nye vinduer udføres i træ/alu eller træ som eksisterende, med samme proportionering, opdeling og med hvide rammer og sprosser.
7.3 Eksisterende murværk i røde teglsten skal fremstå som blank mur, og må ikke pudses, males el. lign.
8.1 Vejadgang til lokalplanområdet skal ske fra Tølløsevej, ad eksisterende vejadgang.
8.2 Der skal udlægges parkering svarende til 1 parkeringsplads pr. bolig.
9.1 Det haveareal, der tidligere har fungeret som haveareal for ældrecenteret og som offentlig bypark, skal fremadrettet anvendes som haveareal for boligerne.
10.1 Det er en forudsætning for anvendelse til boligformål, at Miljøstyrelsens til enhver tid gældende vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj kan overholdes. Ved lokalplanens udarbejdelse er de vejledende grænseværdier for vejstøj ved de udendørs boligområder: Vejtrafikstøj: Lden 58 dB
Maks. grænse for støj indendørs med lukkede vinduer er 33 dB
11.1 Lokalplan 1.40_345 aflyses for så vidt angår denne lokalplans område, som anført i §2
12.1 Indtil forslaget er endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen må området, ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Det gælder efter planlovens § 17 et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelse. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsættes som hidtil.
12.2 Når fristen for fremlæggelse af indsigelser og ændringsforslag er udløbet, kan Kommunalbestyrelsen give tilladelse til, at ejendommen ændres eller bebygges i overensstemmelse med forslaget. Disse midlertidige retsvirkninger gælder fra datoen for forslagets offentliggørelse og indtil forslaget er endelig vedtaget, dog højst indtil et år efter offentliggørelsen.
13.1 Efter Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må de ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.
13.2 Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til PlanSystemDK.
13.3 Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Lokalplan 19.14 er vedtaget endeligt af Holbæk Kommune den 26. juni 2018