I henhold til lovbekendtgørelse nr. 287 af 16.04.2018 om planlægning med senere lovændringer fastlægges hermed følgende bestemmelser for det i § 2 nævnte område.
1.1 Lokalplanens formål er at sikre de eksisterende kolonihaver og muliggøre områdets anvendes til rekreative formål, naturarealer, kolonihaver, fælles friarealer samt anlæg i form af rekreative veje og stier.
2.1 Lokalplanen afgrænses som vist på kortbilag 2, og omfatter følgende ejendomme: Matr. nr.: 7b Tåstrup, Holbæk Jorder. Matr. Nr. 1l, 1f, 1q 4f, 4g, 4h, 4i, Ll. Grandløse By, Grandløse og del af 1k Ll. Grandløse By, Grandløse
2.2 Områdets zonestatus forbliver landzone.
3.1 § Lokalplanen medfører at der ikke skal søges om landzonetilladelse efter planlovens § 35 stk. 1 til ny bebyggelse.
4.1 Området må kun anvendes til kolonihavebebyggelse.
4.2 Delområde 1 friholdes til fælles friarealer som vist på kortbilag 7
4.3 Delområde 2 friholdes til naturareal som vist på kortbilag 7
4.4 I lokalplanområdet må der placeres fælleshuse til brug for området, herunder kiosk og lignende mindre butikker til områdets daglige forsyning. Se byggefelter 1 og 2 på kortbilag 7.
5.1 Placering og inddeling af kolonihavelodderne i lokalplanområdet skal ske i overensstemmelse med de på kortbilag 7 angivne retningslinjer.
5.2 Bebyggelsesprocenten må maksimalt udgøre 15% for den enkelte kolonihavelod.
5.3 Der må placeres ét kolonihavehus på hver lod. Kolonihavehuset må maks. udgøre 50 m2. Udover kolonihavehuset, kan der opføres to mindre småbygninger/overdækninger på samlet 12 m2.
5.4 Bebyggelsen må kun opføres i 1 etage. Kolonihavehuset må opføres med en maksimal højde på 5 meter. Andre småbygninger må opføres med en maks. højde på 3 meter, dog maks. 2,5 meter hvis tættere på havelods afgrænsning end 2,5 meter.
5.5 Kolonihavehuset skal placeres mindst 2,5 m. fra haveloddets afgrænsning. Småbygninger/overdækninger kan placeres i havelods afgrænsning dog således at vedligeholdelse kan ske fra egen havelod.
5.6 Hævede opholdsarealer må maks. hæves 30 centimeter over terræn, indenfor 2 meters afstand fra nabohavelods afgrænsning. Yderligere hævede opholdsarealer må ikke give væsentlige indbliksgener til nabo.
5.7 De i § 3 nævnte fælleshuse skal placeres indenfor de på kortbilag 7 (anvendelseskort) angivne byggefelter 1 og 2.
5.8 Der må ikke opsættes husstandsvindmøller.
6.1 Ydervægge skal beklædes med træmateriale.
6.2 Tagene skal udformes som saddeltage eller tag med ensidig taghældning, med en hældning på mindst 30 grader.
6.3 Der må ikke anvendes blanke og reflekterende materialer, med et glanstal over 20. Solceller, solfangere og tagvinduer er dog undtaget.
6.4 Der må ikke opsættes nogen form for kommerciel skiltning eller reklamering udover på de i § 3.3 nævnte bygninger.
6.5 Hverken antenner eller paraboler må opsættes i en højde så de er over 5 m fra terræn. Antenner og paraboler skal opsættes under størst muligt hensyn til de øvrige kolonihaver, samt omgivelsernes karakter som åbent rekreativt areal.
7.1 Der udlægges veje og stier som vist på kortbilag 7.
7.2 Stamvej skal være befæstet med asfalt, og ligge i forlængelse af den eksisterende vej. Vejen har funktion af brandvej, og skal være 3 m. bred med fri passage og offentlige tilgængelige.
7.3 Den private fællesvej, græsvejen, som vist på kortbilag 7, skal friholdes som adgang til vandboringerne i det sydlige område af hensyn til vandboringerne.
8.1 Parkering må ikke ske på de enkelte havelodder men kun på de eksisterende og udlagte p-pladsområder langs den gennemgående vej jf. kortbilag 7. Biler over 3500 kg og uindregistrerede køretøjer må ikke henstilles inden for lokalplanområdet.
8.2 Vendepladserne vist på kortbilag 7 skal have en radius på 13 meter, og friholdes så redningskøretøjer kan vende.
9.1 Den allerede eksisterende og bevaringsværdige beplantning i randbeplantningsbælter 1 og 2 som vist på kortbilag 7 (anvendelseskort) må ikke fjernes. Beplantningerne skal genetableres, såfremt de går ud eller fjernes efter aftale med kommunen.
9.2 Beplantningsbæltet (1) mod jernbanen skal være min. 15 meter bredt. Beplantningsbæltet (1) skal have en fysisk og visuelt afskærmende funktion i forhold til jernbanen og skal bestå af et skovbælte med underbevoksning i form af buske, fortrinsvis med naturligt hjemmehørende arter. Beplantningsbæltet (2), er en fysisk og visuelt afskærmende randbeplantning omkring kolonihaveområdet, og skal have en karaktergivende funktion bestående af skovtræer med en underbevoksning af buske.
9.3 Hegn omkring det enkelte kolonihavelod skal opføres som hæk. Hæk må have en maksimal højde på optil 1.80 meter.
9.4 Der må ikke terrænreguleres med mere end +- 0,5 meter i forhold til det nuværende terræn.
9.5 Befæstningsgraden af hvert havelod må maks. udgøre 40 % af haveloddet.
9.6 Delområde 1 skal fremstå som græsareal med fritsående træer i grupper.
9.7 Delområde 2, skal fremstå som naturareal, evt. med græsning.
9.8 Kolonihavehuse der tilsluttes vandforsyning, skal samtidig tilsluttes en opsamlingstank.
9.9 Håndtering og opsamling af regnvand skal ske på eget lod.
10.1 Hvis et kolonihavehus tilsluttes vandforsyning, skal det samtidig tilsluttes en opsamlingstank.
10.2 Kolonihavehuse kræver ikke godkendelse af den kommunale byggemyndighed. Det forudsættes at sådanne huse opføres i overensstemmelse med reglerne i nærværende lokalplan.
11.1 Ved vedtagelse af lokalplanforslag 2.86 Kolonihaver for Rørvangsparken og Granløseparken, aflyses Lokalplan nr. 30.