Bæredygtighed
Holbæk Kommunes strategi og handleplan for bæredygtig udvikling opstiller en række mål og indsatser for en bæredygtig udvikling, gennem nedsættelse af miljøbelastningen og bevarelse af biodiversiteten.
For at indfri disse mål er det bl.a. besluttet, at regnvand fremover skal anvendes som en gevinst for byens rum og i muligt omfang bortledes lokalt.
Lokalplanen vil overordnet fremme en bæredygtig anvendelse af området, indenfor følgende parametre: Bymiljø & lokale værdier, landskab, natur og ressourcer og miljø.
Byggeri og planlægning
Den cirkulærer bebyggelsesstruktur sikres og lokalplanen muliggør at ny bebyggelse tilpasses landskabet og de eksisterende havelodder.
Tilgængelighed
De offentlige tilgængelige områder er i sammenhæng med Kalvemose å en stor rekreativ værdi i Holbæk by. De store grønne arealer vil sikres og de karakteristiske beplantningsbælter som indrammer området vil bibeholdes. Havelodderne er placeret sådan, at de interne veje og stier forbinder dem og inviterer borgere til at færdes trygt imellem områdets bebyggelser. Den landskabelige værdi fremhæves og føres videre.
Ressourcer og miljø
Lokalplanen sikrer afstand til vandboringer og sætter krav om håndtering af regnvand på egen grund.
Natur
En del af lokalplanområdet er beliggende i en økologisk forbindelse. Som følge af udpegningen til økologisk forbindelse indgår arealet også i Kommuneplanens foreløbige udpegning til grønt Danmarkskort.
Sundhed og trivsel
Lokalplanområdet er beliggende i en rekreativ kommuneplanramme, som forudsætter at anvendelsen af området kun må benyttes til fritidsformål. Den grønne struktur og gode adgang til området, er en vigtig parameter for at sikre gode rekreative muligheder for Holbæks borgere.